Veteraner i historisk triumf

Veteraner i historisk triumf
Den grimme ælling spredte vingerne og blev til en smuk svane. Kirke Hyllinges veteranhold for spillere over 45 år kunne efter et årtis modgang endelig indkassere pokalen i 2025.

Efter næsten et årti som evig bundskraber, blev efteråret 2025 den sæson, hvor ‘Danmarks Dårligste Fodboldhold’ endelig kunne løfte pokalen i Kirke Hyllinge.

KIRKE HYLLINGE: Kirke Hyllinges veteranhold for spillere over 45 år har haft nogle hårde sæsoner de sidste mange sæsoner. I løbet af mere end syv år har de uge efter uge taget imod læsterlige klø på nærmest fast basis i vekslende turneringer over det meste af Sjælland.
Tocifrede nederlag har ikke været usædvanlige og en hurtig rundspørge på holdet afslører da også, at ingen kan erindre, at have været med til at vinde to kampe i træk med holdet. Den slags sætter sig i selvtilliden og den onde cirkel har været svær at få brudt.

Konstante nederlag
Sæson efter sæson, kamp efter kamp er holdet løbet på banen og efter få minutter har de været bagud i kampe, der har spredt sig fra Dragør til Kalundborg, for ikke at nævne adskillige forsmædelige nederlag til lokale rivaler fra steder som Skibby, Dalby og Ejby.
– Vi begyndte på et tidspunkt at omtale om selv om ‘Danmarks dårligste foldboldhold’, for der var vitterlig ingen, vi var overlegne. I ny og næ blev det da til en sejr eller en uafgjort, men vi sluttede altid i bunden af tabellen når sæsonen var forbi. Det har da nogle gange været hårdt at sætte sig i bilen en vinteraften for at køre i en time til et græsplane et sted, hvor man taber 11-0 og så køre hjem igen. Og det har været hårdt at gøre det igen og igen i årevis, siger holdets venstre wingback, Bertel Henning.

Sejr blev vendepunkt
Men efterårssæsonen 2025 blev et vendepunkt. Holdet lagde ud med en sejr i allerførste kamp, og det gav tilsyneladende den sevltillid, der skulle til, for pludselig gik holdet fra sejr til sejr og er gået igennem hele sæsonen med blot en enkelt uafgjort og ellers sejre i alle kampe.
Til sidst kunne de således selv afgøre det hele – veteranerne skulle bare vinde deres sidste hjemmekamp mod Undløse, og således holde både Allindelille og Niløse på afstand i tabellen, så var de sikre på at vinde hele rækken.

Sluttede med storsejr
Den slags pres er netop det, der normalt kunne få holdet til at brase sammen i dårlige beslutninger og sjuskede tilbagelægninger, men på nær et enkelt frispark fra Undløse, hvor Kirke Hyllinge svigtede lidt i markeringerne, fik gæsterne ikke mange ben til jorden, og Kirke Hyllinge kunne gå fra kampen med en komfortabel 6-1 sejr på bogen og champagnen ventende på sidelinjen.
– Det er måske ikke noget, der vil blive skrevet mange linjer om i sportens historiebøger, men det er et fint testamente til, hvad det er, breddeidrætten kan, og hvorfor foldbold er så fantastisk. Det er det rene H.C. Andersen for os, der var med, og det viser måske også noget om, at man ikke skal lade sig slå ud af altid at blive slået, siger Bertel Henning.

Andre artikler fra denne uge

Kampen for kommunen

Hver anden uge op til valget stiller vi en kommunalpolitiker fem spørgsmål. Af Tomas Skov KOMMUNALVALG: Hvordan vil Socialdemokratiet sikre,

Læs mere »

Valgmøde i Skibby

SKIBBY: Ved du hvem, der bedst repræsenterer dine interesser som pensionist? Sådan lød overskriften på den invitation, som Ældresagen, Danske

Læs mere »