I min forrige klumme i maj måned, beskæftigede jeg mig med vejrvarsler fra gammel tid og nu om vejret i den tid der er forløbent siden da. Når jeg tænker på vejret, tænker jeg ikke kun på sol og strand, det er mere hvordan min have trives, både urtehave og prydhave. Maj og juni var tørre måneder hvor både nysået og nyplantninger skulle have ekstra tilskud af vand, det gjorde at vi i forsommeren kunne holde de forbandede snegle stangen, det var for tørt. Fra midt i juli og begyndelsen af august har vi fået meget vand og der med er sneglene vendt tilbage, men nu kan de ikke gøre så meget skade, men de skal stadig bekæmpes med næsten alle midler. Dette sommerforløb har gjort at urtehave og vækster har været helt fantastisk i år.
Juli hed i gammel tid ormemåned. Det hentyder måske til, at der i julivarmen let går orm i kødet. En anden forklaring kan være, kan være, at ”orme”, dvs. hugorme og snoge gerne vil sole sig og derfor hyppigt ses i juli, når vejret er godt. Især snoge har vi mange af her ved Skuldelev strand.
Der er få vejrvarsler for juli måned, et lyder dog: Er juli måned meget hed, da hvæs din le og høstfolk bed. En varm og solrig juli giver med andre ord en tidlig høst, det er jo indlysende.
13. juli hed Sct. Margrethe ( en romersk skønhed), men overtro og varsler siger at denne dag må det ikke regne, for: Når Margrethe lækker, giver det regn i syv uger. Dagen bliver også kaldt for Margrethe råddenhø – hvis det regnede på den dag, var der fare for, at høhøsten ville blive spoleret, og det regner ofte midt i juli. Man troede endvidere, at nødderne ville gå til, hvis det regnede den 13. juli.
Nogen udtrykte sig mere bramfrit: Margrethe pisser på nødderne – og Margrethe pisser på høstakkene.
Fra 22-23 juli til 22-23 august går vi ind i Hundedagene for solen går – astrologisk set – ind i Løvens stjernebillede, og nu står nær Hundestjernen, Sirius. Bonden sagde: I hundedagene har vi et hundevejr. Og man sagde også: Hvis det regner de første hundedage, vil det tørre de sidste. Og er det jo ikke så dårligt, men i en anden remse siges det: Som hundedagene tændes, skal de endes. Og det er det stik modsatte.
29 juli er Sct. Olavs dag. Hellige Olav, Norges konge er jo tilknyttet til vores område. Det var ham der i vrede vendte sit vikingeskib ude i Roskilde fjord og slog et kæmpe skår i Skuldelev Ås fordi der sad en troldkælling på toppen og råbte efter ham. Bagefter udsprang der en kilde der kom til at hedde Hellig Olavs Kilde, og det var nu ikke så dårligt for vandet i kilden havde helbredende virkning, især Valborgaften og Sct. Hansaften. Man sagde også på denne dag: er Sct. Oluf våd, vil bonden høste med gråd.
August, sidste sommermåned, hedder høstmåned, og det er logisk, her skal der sankes ind til året. Her er også en belærende remse.
Giver august for meget vådt,
bliver septembervejret godt.
Er i august den første uge hed,
Så varer vinteren længe ved.
Næ! det var ikke nemt et være bonde dengang, at holde styr på det kommende vejr, i dag kan vi bare følge vejrudsigterne i fjernsynet eller diverse medier og så enten håbe på om det er rigtigt eller forkert efter vores eget behov.
Jeg ønsker alle et varmt og solrigt efterår. Lennard Krogh