Læserbrev
Af Charlotte Drue,
byrådsmedlem og
Michael Tøgersen,
borgmesterkandidat
(Liberal Alliance)
Vi modtog forleden en mail fra en pårørende. I mailen var der et billede af en meget ”brugt” ble.
En ble tilhørende en ældre kvinde med demens, som bor på et plejecenter i Frederikssund Kommune. Hun har levet et liv, hvor hun har været noget for andre – som mor, kollega, nabo og ven. Nu, hvor hun har brug for tryghed og omsorg, oplever hendes familie, at systemet ikke formår at løfte opgaven. For bleen er ikke bare fyldt op med urin. Den er fyldt op med afmagt, manglende tid til omsorg, skiftende medarbejdere og manglende ledelsesansvar.
I weekender og ferier er bemandingen præget af skiftende medarbejdere uden relation til beboerne. Der er ikke altid nogen, der kender kvinden, hendes behov, vaner eller kommunikation. For mennesker med demens skaber det stor utryghed, og det øger risikoen for, at vigtig pleje overses.
Den pårørende fortæller, at der kun er ganske få ansatte, der kender hende godt – og når de ikke er på arbejde, bliver omsorgen til opgavehåndtering i stedet for menneskelig kontakt. Det handler ikke om de enkelte medarbejdere, men om rammerne. Om ressourcerne. Og om, hvordan vi som samfund prioriterer vores ældste.
Når en ældre kvinde risikerer at sidde alene hele dagen – uden de nødvendige skift og menneskelig kontakt – er det ikke værdigt. Og det er ikke, fordi nogen ønsker at svigte. Det sker, fordi systemet er presset og relationerne mangler.
Det her er ikke kun én kvindes historie. Det er et billede på en generel udfordring i ældreplejen: At der ikke altid er tid til det vigtigste – nærvær og relationer. Og uden relationer er det svært at give tryg og meningsfuld pleje.
Der er brug for, at vi som samfund tager denne udfordring alvorligt. At vi erkender, at værdig ældrepleje kræver mere end hænder – det kræver faglighed, tid, stabilitet og mennesker, der kender dem, de passer. For vi skal ikke bare “passe” vores ældre. Vi skal se dem. Møde dem. Og være der for dem.
Vi skal drage omsorg for vores ældre nu i deres sidste tid, og vi skal forberede os på, at vi indenfor få år får markant flere ældre. Det skylder vi dem – og os selv.
