Træning i demokratisk selvtillid

Træning i demokratisk selvtillid
Dagen på Baunehøj Efterskole var en del af UNICEF Danmarks arbejde for at styrke børns og unges demokratiske dannelse.

Elever på Baunehøj Efterskole fik mod på at tage ordet.

JÆGERSPRIS: Mens de voksne gør klar til at sætte kryds ved kommunalvalget, har eleverne på Baunehøj Efterskole i Jægerspris fået mulighed for selv at prøve kræfter med demokratiet – med stemme, ord og holdning.

Tirsdag 4. november lagde efterskolen hus til et særligt besøg fra UNICEF Danmark og Talerskolen Røst. Sammen gav de over 100 elever redskaber til at skrive og holde deres egen tale – om alt det, der optager dem i livet og i verden omkring dem.

Formålet med dagen var at styrke unges demokratiske selvtillid og give dem oplevelsen af, at deres ord faktisk betyder noget – ikke kun, når de engang skal stemme, men som aktive medborgere allerede nu.

– Det er vigtigt for os unge at vide, at vi har en stemme, og at man har muligheden for at bruge den, fortæller efterskoleelev Hannah Deleuran.

Hendes efterskolekammerat, Hjalte Aarøe Mørck, supplerer:

– Det er en værdifuld evne at kunne holde en god tale. Der er mange tidspunkter – for eksempel til en begravelse eller en stor begivenhed, hvor det betyder noget at kunne sige ting højt på en god måde, som folk vil lytte til, siger han.

Husk kram og kys
I løbet af dagen prøvede eleverne kræfter med kreative øvelser, som “ordbingo” og skrivning inspireret af den amerikanske forfatter Joe Brainard, hvor hver sætning begyndte med “Jeg kan huske…”.
Eleverne blev opfordret til at skrive deres egne taler og sende den til UNICEF og TV 2’s initiativ Børnenes Nytårstale, hvor et barn eller ung hvert år får lov at holde sin egen nytårstale på landsdækkende tv lige før statsministerens.
– I min tale kommer der noget om, hvordan forældre behandler deres børn, fortæller Hannah.
– Jeg kender nogle, hvor forældrene glemmer at kramme, kysse eller tage sig tid til at tale ordentligt med deres børn, fortsætter hun.
Dagen på Baunehøj Efterskole var en del af UNICEF Danmarks arbejde for at styrke børns og unges demokratiske dannelse – og minde både børn, unge og voksne om, at børn og unges stemmer og perspektiver er vigtige at lytte til.

/TS

Andre artikler fra denne uge