Traditionel jul med et lille nyt drys

Traditionel jul med et lille nyt drys
På Ryegaard er der sendt et juleønske til vejrguderne, så man forhåbentlig kan køre i skoven i snevejr i år.

Gæsterne til Jul på Ryegaard kommer efter det velkendte. Det får de også i år – tilsat lidt nye aktiviteter og en ny ret på menuen.

RYE: Hestevognskørsel, fæld-selv-juletræer, det lille julemarked og hygge med dejlig brændeovnsvarme i Brandsprøjtehuset. Det er Jul på Ryegaard, helt som det plejer, og det skal det også være.

– Vi værner om, at traditionerne, som vi har lavet, bliver holdt i hævd. Mange familier kommer år efter år og med nye generationer. Men vi skal også sprælle bare en lille smule og forsøger at komme med lidt nyt til gæsterne, siger godsejer Johan Scheel.

Lav dine julegaver
Således er der i år mulighed for, at børnene kan lave en hjemmelavet julegave i Julemandens værksted. Her bliver mulighed for blandt andet at dyppe lys, lave en nøglering af læder, julekort med linoleumstryk eller male en julekugle. Julemandens værksted er åbent i hele åbningstiden alle dage fra klokken 10-16.

Derudover er der også en ny ret på menuen i det gamle brandsprøjtehus, hvor gæsterne til Jul på Ryegaard kan varme sig efter en tur med hestevogn ud i skoven efter et juletræ. Kokken byder i år på ande-terrine lavet på vildsvin og rådyr.

– Der er selvfølgelig også tarteletter med fyld af fasan, der er blevet en slags signaturret til Jul på Ryegaard. Og æbleskiver, gløgg, kakao og risengrød heeelt som det plejer, lyder det fra godsejeren.

Historiske omgivelser
Han fortæller også, hvorfor den gamle bygning, der til Jul på Rygaard huser udskænkningen og resten af året er selskabslokale, hedder Brandsprøjtehuset.

– Her stod godsets hestetrukne brandsprøjte, før den slags køretøjer blev motoriseret. Den var ikke kun til godsets brug, men var områdets lokale brandsprøjte. Vi har sat huset i stand for at give det en anden funktion, så vi også har noget at bruge det til i dag, ligesom vi gør med andre bygninger på godset, fortæller Johan Scheel.

Tag familien med
I år er det 35. gang, der sælges juletræer fra Ryegaard Park og skoven omkring i de sidste fire weekender op mod jul. Første dag er den 29.11 og sidste dag den 21.12. Ved ankomsten kan gæsterne købe en hestevognsbillet (hunde og klapvogne er også velkomne på vognen) og drage til skovs, hvor Ryegaards hjælpenisser står klar med save til låns.

Kommer man med hele familien eller en venneflok kan man med fordel reservere en hel hestevogn på forhånd på ryegaard.dk, så man er sikker på at komme afsted i samlet flok.

Andre artikler fra denne uge

Valgaften i Meny

Meny Skibbys gæster valgte blandt et bredt udvalg af mad og drikke til den traditionsrige Gourmetaften. Af Tomas Skov SKIBBY:

Læs mere »

Politisk rusketur

Frederikssund Kommune bliver blå, og SF’s Michael Ralf Larsen bliver ny borgmester i Lejre. Af Tomas Skov FREDERIKSSUND KOMMUNE: Som

Læs mere »