Læserbrev
Af Kim Jørgensen,
Frederikssund
Formanden for Plan og Udvikling, Jørgen Bech, peger i avisen på, at byggesagskaosset i Frederikssund kan løses ved at prioritere sagerne anderledes og ved at tilføre flere ressourcer.
Det lyder umiddelbart fornuftigt. Men det er i virkeligheden mere af det samme.
For problemet er ikke kun, hvor mange sager der ligger i kø. Problemet er, hvordan de bliver behandlet.
Jeg ved det, fordi jeg selv har stået midt i systemet gennem længere tid.
For nylig valgte jeg at fjerne et skur på 10 m² i min egen have. Ikke fordi jeg var enig i kommunens afgørelse, men fordi processen blev så uforudsigelig, tung og ude af proportioner, at det ikke længere gav mening at fortsætte.
Som jeg tidligere har beskrevet, udviklede sagen sig fra en simpel byggesag til et forløb med skiftende krav, omfattende dokumentation og trusler om politianmeldelse.
Det mest opsigtsvækkende var ikke længden. Det var begrundelserne.
Undervejs blev der lagt vægt på forhold, som ikke har hjemmel i hverken lovgivning eller lokalplan blandt andet at der ikke må bygges skure i baghaven, fordi der skal være “åbne haver”.
Det er ikke en regel. Det er en vurdering.
Og når vurderinger uden hjemmel får betydning for afgørelser, så er vi ikke længere i en retssikker forvaltning så er vi i et system, hvor smag og skøn overtager.
Samtidig dokumenterer både min egen sag og andre sager i området noget endnu mere alvorligt: Forskelsbehandling.
I samme grundejerforening er der givet tilladelser til byggeri, der afviger markant fra lokalplanen i nogle tilfælde uden dispensation mens andre sager mødes med krav, påbud og afslag .
Når jeg har spurgt kommunen hvorfor, er svaret: Ingen kommentarer. Det er ikke bare utilfredsstillende. Det er et problem for retssikkerheden.
Derfor rammer Jørgen Bech ved siden af, når løsningen reduceres til prioritering og flere medarbejdere.
For hvad sker der, hvis man ansætter flere i et system, der i forvejen arbejder uensartet og uforudsigeligt?
Så producerer man bare mere af det samme hurtigere.
Som jeg også tidligere har skrevet, er problemet ikke, at byggesagerne sander til.
Problemet er, at systemet gør.
Og det er et ledelsesansvar.
Hvis man vil løse problemet reelt, kræver det ikke kun flere hænder men en oprydning i praksis, organisering og ledelse:
• klare retningslinjer for ensartet sagsbehandling
• gennemsigtighed i afgørelser og dispensationer
• stop for vurderinger uden hjemmel
• og en kultur, hvor proportionalitet og sund fornuft vægtes højere end systemets egen logik.
Jeg har i september 2025 indsendt en ny ansøgning om et mindre skur og en lovliggørelse.
Jeg har endnu ikke fået svar.
Det er ikke bare et spørgsmål om ventetid.
Det er et spørgsmål om tillid.
For hvis borgerne oplever, at reglerne ikke gælder ens for alle, og at afgørelser træffes på et uklart grundlag, så hjælper det ikke at prioritere køen.
Så har man ikke løst problemet. Så har man blot organiseret det.
