Tema til Kommunalvalg 2025

Tema til Kommunalvalg 2025

Læserbrev

Af Grethe Reedtz, Medlem af formandskabet Danmarks Naturfredningsforening Frederikssund

Hvad er det vigtigste tema til årets kommunalvalg? Ældreplejen? Skolerne? Cykelstier?

I Danmarks Naturfredningsforening Frederikssund er vi ikke i tvivl. Det er sikringen af rent drikkevand. Et gode, som vi har taget for givet, men som i virkeligheden er voldsom truet af nedsivende miljøgifte.

Al forurening af de boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) burde have været slut pr. 1. april i år. Enten ved frivillige aftaler eller ved påbud fra kommunerne. Men dette er desværre langt fra tilfældet. Heller ikke i Frederikssund kommune. Det er dybt utilfredsstillende.

Man kan klandre kommunerne, der har haft flere år til at få tingene bragt i orden, og man kan klandre lovgivningen, da visse skattemæssige forhold har gjort det lukrativt at vente.

Katastrofen lurer lige om hjørnet, over halvdelen af drikkevandsboringerne er forurenede med pesticider.

Desværre er det ikke gjort med at beskytte BNBO-erne, som er forholdsvis små arealer lige omkring boringerne. Grundvandet strømmer jo til fra et betydeligt større område, de såkaldte grundvandsparker. Hvis vi vil have, at vores børn og børnebørn har rent drikkevand, så er det tvingende nødvendigt, at disse områder kortlægges og fritages for konventionelt jordbrug og enhver form for sprøjtning. Der kan i stedet dyrkes økologisk eller udlægges til permanent ekstensivering, natur eller skovrejsning. Det koster selvfølgelig. Der er penge i den grønne trepart. Så det gælder om – ikke bare at tænke på, men også at prioritere grundvandsbeskyttelse, når der udvælges arealer til udtagning i kommunerne.

Så spørg dine kandidater, om det er en hjertesag for dem. Det er på høje tid.

Andre artikler fra denne uge

Lille og vågen


Egholm Museum demonstrerer rekonstrueret agentradio i anledning af befrielsesdagen. Af journalist Tomas Skov KIRKE HYLLINGE: Danmark største udstilling om Anden

Læs mere »