Styrket psykiatri gennem samarbejde og nærvær

Styrket psykiatri gennem samarbejde og nærvær

Læserbrev

Af Anna Poulsen (SF),
medlem af Byrådet,
og Janne Elsborg (SF),
kandidat til KV25

I SF vil vi styrke den lokale psykiatri – for mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende har brug for bedre støtte end de får i dag.

Den landsdækkende undersøgelse fra Bedre Psykiatri om kommunernes hjælp til psykisk sårbare viser desværre, at Frederikssund Kommune har udfordringer:

80 % vurderer, at støtten til pårørende er dårlig eller virkelig dårlig

73 % oplever, at muligheden for akut hjælp er dårlig eller virkelig dårlig

Dertil kommer lange ventetider, flaskehalse i PPR og manglende koordinering både internt og mellem kommune og region.

Det er en alvorlig situation, for det er mennesker i pressede situationer, som har afgivet disse svar!

Derfor bakker SF helhjertet op om to forslag fra Bedre Psykiatri:

Et døgnbemandet akuttilbud, hvor mennesker i krise og deres pårørende kan få hjælp – uden visitation.

En pårørendevejlederfunktion, som kan støtte og guide de mange familier, der i dag står alt for alene.

For at sikre både faglig kvalitet og økonomisk bæredygtighed foreslår vi, at initiativerne udvikles i et tæt samarbejde mellem Frederikssund Kommune, Region Hovedstadens Psykiatri og Halsnæs Kommune.

Det psykiatriske ambulatorium på Frederikssund Sygehus betjener allerede begge kommuner. Derfor er der et stærkt grundlag for at udvide samarbejdet – til gavn for borgerne og som en del af den kommende sundhedsstrukturreform.

En styrket lokal psykiatri handler ikke kun om behandling – men om tryghed, sammenhæng og håb for mennesker, der i dag står midt i en usikker hverdag.

Andre artikler fra denne uge