Strik løs i godt selskab

Strik løs i godt selskab
Hvis man endnu ikke er helt stærk i strikke- og hæklekunsten, vil der være rig mulighed for at lære det under festivalen i Venslev.

For anden gang bliver der afholdt strikke- og hæklefestival i Venslev. Arrangørerne har igen i år fået lov til at benytte Davidsens lokaler.

VENSLEV: Efter succesen sidste år, prøver initiativtagerne igen at samle glade strikkere og hæklere til hyggeligt samvær. Igen i år er det muligt at møde flere forhandlere af garn og trædrejede værker.

Lørdag vil der omkring kl. 11 være foredrag med Anne, der vil fortælle om TRØSTEMUS Danmark – en organisation, der hækler, strikker og syr trøstemus til sygehuse og speciallæger mf. TRØSTEMUS Danmark uddeler omkring 150.000 trøstemus om året, fordelt på 250 forskellige sygeafdelinger og lægeklinikker.

Over middag ca. kl. 13, vil Marianne fra doggerlanddesign fortælle om sin strikkehistorie og hvordan hun bliver inspireret til nye opskrifter. Bagefter vil hun være behjælpelig med opskrifter og tilretninger, hvis man har et projekt, man er i tvivl om.

Søndag vil Anne fra TRØSTEMUS Danmark igen kl. 11 fortælle sin historie, og over middag omkring kl. 13.30 vil der være strikkebanko.

Begge dage vil det være muligt at forsøge sig med yoga. Man skal selv have underlag med.

Hvis man endnu ikke er helt stærk i strikke- og hæklekunsten, vil der være rig mulighed for at lære det. Der vil begge dage være nogen til at hjælpe, hvis man skulle være i tvivl, eller bare gerne vil lære.

Alle er velkomne, og det koster 30,- kroner pr. dag at deltage.

/TS

Andre artikler fra denne uge