Nordhøj Omsorgscenter modtager 1,6 millioner kroner fra opløst fond.
Af Tomas Skov
SKIBBY: Formelt set overdrages de 1,6 millioner kroner til Frederikssund Kommune, men de er øremærket til brug på ekstraordinære udgifter på Nordhøj, som ikke er indeholdt i budgettet.
Det anselige beløb stammer fra Olga Roeds Mindefond. Olga Kirstine Jensine Roed levede fra 1908 til 1992, og fonden er etableret af hende selv med det formål at skabe glæde og adspredelse blandt ældre i Skibby-området. Olga Roed var ikke specielt formuende, og hun havde ingen høje indtægter, men hun levede meget, meget sparsommeligt. Selv kom hun stort set ingen steder, men hendes hensigt med fonden var at give ældre, fortrinsvis fra plejehjemmet Nordhøj, muligheder for oplevelser både i og ude af huset.
Forsøder tilværelsen
Olga Roed testamenterede alt hvad hun ejede til fonden, hvorfra renterne skulle bruges inden for ældreområdet i den daværende Skibby Kommune. Hvert år siden 1995 har Olgas fond på hendes fødselsdag 1. oktober uddelt midler til gavn for ældre beboere i Skibby. Uddelingerne skal ikke ses som driftstilskud, men som en ekstra mulighed for at forsøde tilværelsen for de ældre.
Gennem årene har fonden således blandt andet ydet tilskud til musikarrangementer, fester og indkøb af video-film, kunst og udsmykning, samt tilskud til udflugter, ture og transporter af forskellige grupper beboere.
Farvel til fonden
Dog har der de seneste tre år ikke været nogen midler tilgængelige, da fonden blev underlagt Fondsloven. Fonden er dermed blevet opløst, eftersom lovgivningen ikke længere gør det muligt at opfylde formålet.
Siden ændringen af loven har bestyrelsen arbejdet med at få opløst Olga Roed Fonden. Dette er nu endelig lykkedes for bestyrelsen.
I forbindelse med opløsningen af fonden, har der været afholdt møder mellem fonden og ledelsen på omsorgscenter Nordhøj, for at få afklaret, hvad nogle af pengene kan bruges til, da beløbet er af en anselige størrelse.
Ledelsen har givet udtryk for, at miljøet inde og ude ønskes udbedret ved hjælp af vand, lys og lyddæmpende billeder. Udover ledelsens ønsker, så vil der på beboermøderne på omsorgscenteret Nordhøj blive talt mere med beboerne om, hvad de kunne ønske sig i deres hverdag. Men også Beboer-pårørenderådet på Nordhøj vil blive en del af, at komme med ønsker fra beboerne, så pengene fortsat går til gavn og glæde for beboerne på Omsorgscenter Nordhøj.
Fondsbestyrelsen består idag af formand Helene Rasmussen Røgerup, bestyrelsesmedlem Niels Jørgen Pedersen og bestyrelsesmedlem Line Herbst.
Bobler og kage
Tirsdag 16. december blev der afholdt reception for beboere og pårørende på Omsorgscenter Nordhøj samt bestyrelsen af Olga Roed Fonden for at fejre, at pengene nu kommer til udbetaling til Omsorgscenter Nordhøj. I den anledning blev der serveret Othellolagkage og bobler, hvilket blev nydt i fulde drag af beboerne, som var mødt op.
Beboerne på Nordhøj takkede mange gange for donationen, som kommer dem alle til gavn og glæde.
Olga Roed
Olga Roed blev født 1. oktober 1908 omkring Ferslev Mark,. Hun boede i det røde hus ved Lindegårdsparken.
Da Olga blev 17 år, arbejdede hun hos en syerske i Sæby, og hun mødte Rasmus. Han sørgede for, at Olga kom til den fædrene gård, Grønkærgård i Røgerup, som tjenestepige. Olga blev boende i Røgerup i resten af sit liv.
Olgas arbejdsliv var malkeri, rengøring og madlavning, og hun var arbejdsom.
Rasmus overtog gården efter forældrenes død i 1940, og Olga blev husbestyrinde.
Olga og Rasmus blev aldrig gift. Rasmus døde i 1977, hvor han havde testamenteret huset til Olga.
Da Olga døde i 1992, 82 år gammel. havde hun boet 67 år i Røgerup. Olga testamenterede alt, hvad hun ejede til gavn for ældre i Skibby kommune.
Fonden har siden været bestyret af lokale medlemmer, som alle har kendt Olga Roed og hendes historie.









