Der er fortsat masser af ferieaktiviteter for børn og unge i kommunen.
FREDERIKSSUND KOMMUNE: For at starte udendørs, så er der torsdag 31. juli og torsdag 7. august naturaktiviteter på de to Blå flag-strande i kommunen.
Både torsdag 31. juli klokken på Marbæk Strand og torsdag 7. august på Kulhuse Strand kan du fra klokken 13.00 til 15.30 komme med på detektivjagt efter dyr og planter langs stranden.
Hør de gode naturhistorier og leg bingo om de dyr og planter og tang vi ser langs stranden. Både skrænter, krat og vand undersøges for dyr og planter. Der vil være et antal waders, når det lave vand skal udforskes.
Der tømmes faldfælder, der viser hvilke dyr, der har løbet rundt på stranden om natten. Børnene skal udforske hvilke dyr, planter, der er hjemmehørende, og hvilke der eventuelt er invasive arter. Alle bruger lup, lupglas, net, bakker med videre. Der er gratis adgang til alle tre arrangementer, og tilmelding er ikke nødvendig.
Mød naturvejlederen
Alle dage i uge 31 frem til fredag 1. august kan du klokken 9.00 til 11.30 også deltage i naturaktiviteter i Kultur- og havnebadet i Frederikssund Kulturhavn.
Deltagerne fisker efter krabber og vandmænd, og kigger på fjordens tilstand; noget som interesser mange – og hvad er det nu med de mange vandmænd? Er der også Vanddamer, og kan de spises?
Tilbuddet er til børn under ti år ifølge med en voksen, tilmelding er ikke nødvendig og det er gratis at deltage i. Natur-Ole stå klar med redningsveste, som alle børn skal iføres. Der er også livredder, men det er forældre/bedsteforældre, der har ansvaret for deres barn.
Næsten i dyreriget…
Vi bliver i hvert fald i naturen, selv om det handler om mad. For Dyreklubben på Østersvej 1B i Frederikssund byder nemlig på mulighed for at komme og lave sine egne pandekager over bål. Det er fra klokken 12.00 til 14.00 frem til torsdag 31. juli.
Målgruppen er børn i 3. til 7. klasse, det er gratis at deltage og tilmelding er ikke nødvendig.
Lær at skate
L.O.W. Skateacademy kommer til Frederikssund igen i år. Så kom og vis, hvor meget du har lært siden de var her sidst – eller mød dem for første gang.
Du kan dukke op på dine hjul – rulleskøjter, skateboard eller løbehjul – eller du kan låne et par, når du kommer.
Du kan møde L.O.W. i Frederikssund Skaterpark ved Frederikssund Hallen på Kalvøen torsdag 7. august og fredag 8. august fra klokken 12.00 til 14.00. I dagene før da er de først i Jægerspris og Slangerup hos fritidsklubberne.
Du er velkommen til at deltage en, to eller alle dage. Det vigtigste er, at du synes, det er sjovt at være med og har lyst til at blive bedre til styre dine hjul. Målgruppen er børn fra 9 år og unge op til 9. klasse.
Du kan få overblik over en lang række arrangementer via ferietemaet på Oplev Frederikssund. Der er meget mere at vælge imellem, end de naturaktiviteter vi omtaler her i nyheden – blandt andet også flere indendørs aktiviteter.
/TS