KIRKE HYLLINGE: Søren Huss spiller koncert i Kirke Hyllinge Kirke torsdag 5. marts kl. 19.30. Hans forårskoncerter i de største koncerthuse var kendetegnet ved fulde sale og anmelderroser. Publikum har taget det intime format til sig, hvor Huss alene med klaver og guitar inviterer ind i sit stærke sangkatalog – senest udvidet med albummet ”Vi fik mere, end vi kom for” (2024), der blev indspillet i Farvemøllen i København og rost til skyerne af toneangivende medier. Med lige dele humor, sarkasme og alvor tager Søren Huss dig med sig rundt i sit efterhånden imponerende sangkatalog.
Fandt sin stemme
Ved live koncerterne i 2024 var Søren Huss akkompagneret af fire musikere, men ved denne koncert i Kirke Hyllinge kirke går han alene på scenen – et format han glæder sig til at vende tilbage til.
– Tilbage i januar 2011 da jeg for første gang gik ind på en scene mutters alene, var det et af de sværeste skridt, jeg har taget, siden jeg fik min første professionelle kontrakt som sanger på Odense Teater som 20-årig. Men jeg er ikke i tvivl om, at det var et af de vigtigste skridt, når jeg ser tilbage. Jeg tager ikke munden for fuld ved at sige, at jeg de næste 5 år, hvor jeg i ensom majestæt spillede et utal af koncerter i kirker og på spillesteder rundt om i landet, for alvor fandt min egen måde at gøre tingene på. Jeg fandt min stemme imellem sangene og fik skabt en forbindelse til mit publikum, som voksede i de år, siger Søren Huss.
En særlig aften
Han har derfor besluttet at vende tilbage til dét udgangspunkt; alene på scenen med sine sange, sin stemme og fortællinger om stort og småt, hvor hver sang er båret af Søren Huss’ dybt personlige udtryk og nærvær.
– Jeg glæder mig. Det bliver en særlig aften, slutter sangeren.
Entréen er 350 kroner, som betales via Billetto.dk.
/TS







