Skibby Bibliotek i dialog med SSP

Skibby Bibliotek i dialog med SSP
Foto: Steen Westh

SKIBBY: Skibby bibliotek har for tiden udfordringer med rod og vandalisme i bibliotekets ubemandede åbningstid. 

Biblioteket er videoovervåget og ved hærværk gennemses optagelser, så gerningspersoner kan identificeres og politianmeldes.

Derfor har biblioteket nu også benyttet sin mulighed for at udelukke bestemte personer fra at have adgang til biblioteket udenfor de bemandede åbningstider.

Andre lånere kan fortsat komme ind ved at scanne sundhedskort eller appen Biblioteket.

Desværre har der været episoder, hvor de – der er blevet forment adgang til biblioteket – er gået ind sammen med andre lånere. Dette har i nogle tilfælde resulteret i utryghed. 

Forrige søndag fik Nordsjællands Politi eksempelvis en henvendelse fra en låner, der havde oplevet uro og truende adfærd fra en gruppe drenge på Skibby Bibliotek.

SSP og politi
Biblioteket har i en længere periode – efter gentagne episoder med småvandalisme – været i kontakt med kommunens SSP-medarbejder og politiet. 

De søger at løse udfordringen med gruppen af unge, og er i dialog med nogle af de unges forældre.

Det er en problematik, der tager tid at løse, men der arbejdes på sagen fra alle sider. 

De cirka 15-18-årige udtrykker over for den lokale bibliotekar, at de mangler et sted at være. 

Uroen på biblioteket er da også mest udpræget i ferier og udenfor skoletid.

Er man utryg ved at benytte det ubemandede bibliotek, så opfordrer biblioteket til, at man benytter Skibby biblioteks bemandede åbningstider. 

De kan ses på Frederikssund Bibliotekernes hjemmeside www.bibliotekerne.frederikssund.dk.

Nordsjællands Politi: Uro og uorden, Skibby
”Klokken 17.32 søndag blev det anmeldt, at nogle unge mennesker skabte uro på Skibby Bibliotek og havde en truende adfærd for de øvrige besøgende. 

En patrulje kørte til stedet, hvor de unge mennesker blev truffet. 

En enkelt af dem havde en opfarende adfærd over for patruljen, og de registrerede derfor hans generalia, hvorefter alle de unge blev bortvist fra stedet”.

Andre artikler fra denne uge

Musik i Bibliotekshaven


SKIBBY: Sommersolen skinnede mildt over Bibliotekshaven tirsdag 3. juni, og det var heldigt, eftersom Biblioteket, Brugerrådet, Danske Seniorer og Ældresagen

Læs mere »

Pinsesnit


Af Asger Thomsen KIRKE HYLLINGE: En forårsdag i 1914 aftalte syv unge piger på min hjemegn på Midtlolland at mødes

Læs mere »