Af Tomas Skov
FREDERIKSSUND: Skjorstensfejer Steen Poulsen, blev uddannet i 1984 og nåede at arbejde en årrække i diverse distrikter på Sjælland, inden han bevægede sig ind i branchen for brændeovne i 2000.
I 2016 åbnede Steen Poulsen Frederikssund Pejsecenteri, hvorfra han dækker det meste af Nordsjælland. Han beskæftiger i dag seks ansatte og driver nu Sjællands største pejsecenter, der rummer en udstilling med 170 brændeovne fordelt over 780 kvadratmeter på Centervej 48 i Frederikssund.
Hygge på nye måder
Mange sommerhuse i Hornsherred og det øvrige Nordsjælland er bygget i 1960’erne eller 1970’erne og er typisk født med et åbent ildsted, der i dag konverteres til brændeovne eller pejseindsatser, så de giver en langt mere effektiv varme.
– Mange huse fra dengang har åbne ildsteder, hvor de kunne sidde og ryge smøger og smide deres skodder ind i ilden – så 30 procent af mit arbejde er at lave nye pejseindsatser, fortæller Steen Poulsen.
Han har også nydt godt af den lovgivning fra 2003, der blandt andet indebærer, at nye husejere inden for et år skal skifte til ny brændeovn, der lever op til de nyere standarder.
– Det betyder jo, at vi de næste mange år kommer til at skifte gamle brændeovne ud, fortsætter skorstensfejeren.
Han vurderer, at langt de fleste sommerhuse har brændeovn. Ofte er det den eneste varmekilde – men selv om mange har suppleret med varmepumper, så fasthoilder flertallet stadig deres brædeovn.
– Ild drager lige som vandet. Det skaber en hygge, du ikke kan få på andre måder, mener Steen Poulsen, der i øvrigt også har både pilleovne, pillefyr og gaspejse udover de traditionelle brændefyrede ovne.
Dobbelt gevinst
Han understreger, at brædenovne i dag er en stor økonomisk gevinst for både varmebudgettet og miljøet.
– De nye ovne er ikke længere en “sort radiator”, men et smukt møbel, hvor den store glasrude giver fornemmelsen af et åbent ildsted og samtidig er en rigtig god varmekilde, der giver store besparelser, forsikrer han.
– Hvis du udskifter din gamle brændeovn med en konvektionsovn halveres dit brændeforbrug, men samtidig fordeler den nye ovn varmen i din bolig langt mere effektivt end den gamle ovn, fortsætter pejsemanden.
Frederikssund Pejsecenter har enhver tænkelig model alt efter behov, men Steen Poulsen og hans medarbejdere kan også levere totalløsninger.
– Vi leverer, monterer og etablerer skorsten, hvis en sådan ikke findes i forvejen, understreger han.








