Lørdag den 28. marts kan du få fixet ting, der er gået i stykker i Maker Værket på Frederikssund Gymnasium.
Frederikssund: Påsken står for døren, og foråret og havesæsonen begynder så småt. Det er derfor på høje tid at få set værktøjet og redskaberne grundigt efter og repareret eventuelle småskader.
Også husholdningsredskaber kan trænge til et eftersyn efter den lange vinter. Skulle de have fået en skavank, er holdet af fixere klar til at gæøre et forsøg på at reparere skaderne i samarbejde med dig.
Fixerne er alle frivillige og sætter en ære i at lykkes med reparationerne og spare genbrugspladserne for evt. affald.
Det er gratis at få sine ting repareret i Repair Cafe Frederikssund. Det forventes dog, at du bliver og er med til at tage beslutninger om dine ting.
Du skal kun tage ting med, du selv kan bære. Er der brug for en reservedel, skal du selv have den med.
Du finder Repair Cafeen ved at gå ind via Heimdalsvej 1, U/Nord, og gå venstre om Handelsskolens bygning og ned til Gymnasiet. Cafeen holder åben mellem kl. 10-13:00.
/PB








