

Kvalitet i daginstitutioner og skoler
Grøn udvikling og et stærkt bæredygtigt erhvervsliv
Fokus på forebyggelse og respekt for faglighed
Jeg er en idealistisk pragmatiker. Jeg bryder mig ikke om populistiske statements, forsimplinger, store armbevægelser og højtravende løfter.
Mit fokus er på kernevelfærden, og jeg ønsker at prioritere alt det, som vi ved virker – men som sjældent får overskrifterne, fordi det er et langt sejt træk med langsigtede positive effekter.
Fundamentet for fremtiden er vores børn, og de tidligste år er de vigtigste. Vi skal hele tiden stræbe efter den bedste kvalitet i vores børnehuse. Pædagoger skal have tid til at forberede gode miljøer og aktiviteter, og der skal være ressourcer til efteruddannelse for både pædagoger og medhjælpere.
I både børnehaver og skoler skal der være adgang til supervision og pædagogisk-psykologisk rådgivning, så mistrivsel kan opdages tidligt.
Skolerne har store udfordringer med at skabe trivsel og udvikling for alle børn. Kravene om inklusion er for store i forhold til ressourcerne, og det er efter min mening den største kommunalpolitiske udfordring vi står med! Fokus skal være på trivsel og sunde fællesskaber – så følger de faglige resultater med.
SFO’er og klubber er vigtige aktører i børns liv. I en kommune med mange små enheder skal vi sikre, at tilbuddene ikke udhules af for få personaletimer. Alle børn skal være en del af fællesskabet, og her spiller foreningerne en uvurderlig rolle, som kommunen skal understøtte.
Kernevelfærd handler også om tryghed for voksne. Vi skal sikre værdig pleje og ordentlige rammer for ældre borgere, og vi skal skabe tilbud, der giver mulighed for at leve et aktivt liv så længe som muligt.
Vi skal investere i forebyggelse – både når det gælder sundhed, arbejdsliv og sociale indsatser. Det er billigere i længden, men vigtigst af alt: det giver mennesker bedre livskvalitet.
Mangfoldighed og lige muligheder skal være et pejlemærke: Uanset baggrund, alder eller livssituation skal alle borgere have mulighed for at være en del af fællesskabet.
Kultur er limen, der binder os sammen. Den skaber fællesskab, glæde og nye perspektiver. Vi skal styrke de lokale kulturtilbud – både de små foreninger, der drives af ildsjæle, og de større institutioner. Kultur skal være tilgængelig i hele kommunen, også uden for centrum.
En kommune skal hænge sammen. Det kræver investering i infrastruktur, så både borgere uden bil og vores lokale virksomheder kan trives. Vi har brug for bedre cykelstier, trygge skoleveje og en kollektiv trafik, der rent faktisk er et alternativ til bilen.
Grøn udvikling og et stærkt bæredygtigt erhvervsliv går hånd i hånd. Kommunen skal skabe gode rammer for iværksættere og virksomheder, der vil bidrage til en grøn omstilling. Vi skal turde satse på løsninger, der giver arbejdspladser lokalt og reducerer vores klimaaftryk.
Det handler både om energi, byggeri og transport. Kommunen skal gå foran som et grønt forbillede og samtidig skabe samarbejder, hvor virksomheder, borgere og kommune løfter i fællesskab.
Jeg er vokset op i Ballerup med min mor og bror og har gået på Rugvængets Skole og på Arbejderbevægelsens Efterskole i Hald Ege. Som ung droppede jeg ud af Birkerød Gymnasium og flyttede til København med min gymnasiekæreste.
Senere tog jeg Den Fri Ungdomsuddannelse, supplerede med HF-fag og uddannede mig til rytmikpædagog og folkeskolelærer. Vi har boet både på Falster, hvor vi havde heste og nød et stærkt foreningsliv og landsbyfællesskab, og i storkollektivet Svanholm, hvor vi boede i syv år, inden vi slog os ned i Frederikssund. Jeg har arbejdet i musikskoler, på Ferslev Skole og på specialskolen Kærholm. Derudover har jeg været faglig sekretær i Danmarks Lærerforening og siddet i Handicaprådet.
Siden 2021 har jeg været medlem af Frederikssund Byråd, hvor jeg i dag sidder i Økonomiudvalget, Børn, Familie og Forebyggelse, Job, Erhverv og Kultur – og er formand for Udvalget for Skole, Klub og SFO.
Jeg bor i Jægerspris med min kæreste og yngste datter. I min fritid holder jeg af vandreture i naturen, udstillinger, historiske udflugter, Netflix og nørklerier. Jeg løber kun, fordi man bør – men er meget taknemmelig for, at vi har løbeklubber i kommunen, som gør det lidt sjovere at komme afsted.
Jeg håber på at blive valgt ind i byrådet igen. Som ny kandidat tror man, at der hænger lavthængende frugter, der hurtigt kan vendes til forbedringer. Efter fire år i byrådet ved jeg, at de forandringer, der virkelig betyder noget, kræver samarbejde, tålmodighed og langsigtede beslutninger. De økonomiske bånd er stramme, og vi skal turde tænke langsigtet i stedet for at jagte hurtige overskrifter. Jeg håber, at SF får et stærkt valg, så vi kan trække kommunen i en retning med fokus på fællesskab, kultur, bæredygtighed og omsorg for børn, ældre og udsatte.
 
															Bymidten 3A
4050 Skibby
Telefon: 40 58 44 37
Email: patrick@hornsherredlokalavis.dk