SKIBBY: Året begynder med en Oscar-vinder i Skibby Kino, der 2.-8. januar kl. 19.30 viser den fransk-brasilianske ”I’m Still Here”, der blev kåret som årets bedste udenlandske film ved årets Oscar-uddeling. Der er også eftermiddagsforestilling 8. januar kl. 13.30.
En eftermiddag i 1971 bliver Rubens Paiva, tidligere kongresmedlem og åben kritiker af Brasiliens nyligt indstiftede militærdiktatur, bortført fra sit hjem i Rio de Janeiro af regeringsembedsmænd. Tilbage står den iturevne familie, som Rubens hustru, Eunice, må holde sammen på, mens hun utrætteligt kæmper for at finde ud af præcis, hvad der er tilstødt hendes mand.
”I’m Still Here” er ikke kun en spændende skildring af menneskelig vedholdenhed over for uretfærdighed, men også et stærkt kvindeportræt.
Filmen er del af Biografklub Danmark og tilladt for børn over 11 år.








