Jægerspris Kraftvarme ligger under budget og har netop sænket den variable del af varmeprisen med en tredjedel.
Af journalist Tomas Skov
JÆGERSPRIS: Lørdag 17. maj kl. 11 til 14 indvies et nyt varmepumpeanlæg på Jægerspris Kraftvarme på Håndværkervej 9., og driftsleder Hans Christian Kjærgaard glæder sig til at tage imod interesserede gæster på dagen.
– Vi har investeret en del del penge i at blive fri for naturgas. Vi har stadig gasmotorer, men de står i reserve i til fælde af elmangel på nettet, fortæller driftslederen.
Det samlede projekt består af et varmepumpeanlæg, en elkedel, en ny højspændingsforsyning, en ny bygning og ny varmeakkumuleringstank på 3000 kubikmeter. Sidstnævnte føjer sig til en bestående tank af tilsvarende omfang, samt yderligere to på hver 750 kubikmeter.
– Elkedlen startes, når der er overskud af el i systemet, som vi laver om til varme, der gemmes i vores akkumuleringstanke. På samme måde kører vi med varmepumper, når elprisen er lav under fuld sol midt på dagen, forklarer Hans Christian Kjærgaard.
Sænker varmeprisen
Værket, der leverer varme til Jægerspris, Landerslev og Gerlev, er oprindeligt budgetteret til 96 millioner kroner, men driftslederen vurderer, at den samlede pris vil lande i omegnen af 90 millioner kroner, når det hele er gjort op.
– Det er en stor omstilling, som også koster en del penge, konstaterer driftslederen, som er bekendt med, at sporene skræmmer fra erfaringerne i Odsherred Kommune.
– Fjernvarme er i modvind, men vi ligger under det budgetterede beløb. Samtidig var vi tidligt ude med at søge et tilskud fra Energistyrelsen på godt 2,5 millioner kroner, fortsætter en tilfreds Hans Christian Kjærgaard.
Jægerspris Kraftvarme har haft held til at reducere omkostningerne ved at producere på varmepumper.
– Vi stiller vores motorer til rådighed for energinettet, og det har givet os en del indtægter. Derfor har vi netop kunnet sænke den variable del af varmeprisen med en tredjedel, fortæller en tilfreds driftsleder.
Anlægget indvies med åbent hus på Håndværkervej 9 i Jægerspris lørdag 17. maj kl. 11 til 14. Der vil være velkomst af formanden, tale af borgmesteren samt rundvisning og servering af pølser, øl, vand og kaffe.