FREDERIKSSUND KOMMUNE: På mødet 3. december vedtog Udvalget for Børn, Familie og Forebyggelse nye fælles, faglige pejlemærker, som fremover skal sætte retningen for dagtilbudsområdet i Frederikssund Kommune. Pejlemærkerne bliver et fælles grundlag for arbejdet i alle børnehuse og skal styrke og videreudvikle kvaliteten i hverdagen for kommunens yngste borgere.
Vigtige skridt
Udvalgsformand Rasmus Petersen (Ø) beskriver vedtagelsen som et vigtigt skridt i en større, målrettet indsats på området. Han peger på, at dagtilbuddene allerede har gennemgået store forandringer de seneste år – blandt andet med den nye organisering, der trådte i kraft i marts 2025, hvor børnehusene blev gjort selvstændige.
Også styrkelsen af tilbuddene til børn med behov for særlig støtte, herunder investeringer i nye gruppeordninger fra budget 2026, er en del af det fundament, der nu bygges videre på.
Populær frokost
Et andet centralt fokusområde er de sunde rammer i hverdagen. Her har blandt andet frokostordningen – som forældre i over halvdelen af børnehusene nu har valgt til – og en stigende andel uddannede pædagoger været med til at løfte kvaliteten yderligere.
– Alt dette giver os et stærkt udgangspunkt for at fortsætte udviklingen af området. Vi skylder en stor tak til alle medarbejdere og ledere, som hver dag er sammen om at gøre det bedste for og med vores børn, siger Rasmus Petersen.
Fælles pejlemærker
Pejlemærkerne udtrykker den fælles ambition om, at alle børn i Frederikssund Kommune skal opleve en tryg og udviklende hverdag i dagtilbuddene. Pejlemærkerne kommer til at fungere som et fælles pædagogisk kompas for ledere og medarbejdere i alle dagtilbud – og som et redskab til fortsat at understøtte den høje kvalitet på området.
Nye pejlemærker
Alle børn skal være en del af et omsorgsfuldt, udviklende og anerkendende børnemiljø hele dagen
Alle børn skal opleve, at de er en del af et børnefællesskab
Alle børn skal opleve et sammenhængende børneliv
Alle børn skal møde sunde rammer i hverdagen, der fremmer trivsel og sundhed
Alle medarbejderes daglige trivsel, tilknytning og arbejdsglæde er vigtig
/TS








