Ny bog: Energispecialisten lærer dig at holde varmen uden strøm

Ny bog: Energispecialisten lærer dig at holde varmen uden strøm
Bogen ’Forberedelse i Danmark’ udkommer tirsdag 10. februar på forlaget BoD.

Hvad gør du, når radiatoren bliver kold, og der ikke kommer vand ud af hanen? En lokal fagmand har valgt at forberede sig på det værste.

LYNDBY: Lars Kaae Wagner fra Lyndby arbejder til daglig som VVS Energispecialist, men nu debuterer han som forfatter tirsdag 10. februar med bogen ’Forberedelse i Danmark.’ Det er et opgør med ’dommedags-prepping’ og en hyldest til den sunde fornuft og tekniske indsigt.

Når teknikken svigter
Med sin faglige baggrund ved Lars Kaae Wagner præcis, hvordan moderne huse fungerer – og hvor hurtigt de bliver ubeboelige uden forsyning. Bogen kombinerer denne tekniske viden med forfatterens mangeårige erfaring med friluftsliv.
– I mit job ser jeg, hvor afhængige vi er af, at systemerne kører. Mange vil gerne være forberedt, men de mangler viden. De ved ikke, hvordan man holder varmen i et parcelhus uden strøm, eller hvordan man sikrer rent drikkevand. Det er her, min bog kommer ind i billedet, forklarer Lars Kaae Wagner.

I parcelhus og natur
Bogen er delt op i henholdsvis ‘Hjem’ og ‘Udeliv’. Afdelingen om hjemmet giver konkrete lister til vand, varme og madlager, så familien kan klare sig i 3-7 døgn. Afdelingen om udeliv giver til gengæld praktisk viden om bål, nødreparationer og overlevelse, hvis man må forlade hjemmet.
– Det handler ikke om frygt, men om ansvar. Det er ligesom at have en brandforsikring; man håber aldrig at få brug for den, men man sover bedre om natten, når man har styr på sine installationer og sit beredskab, siger forfatteren.

Bogen ’Forberedelse i Danmark’ udkommer tirsdag 10. februar på forlaget BoD og kan købes hos bl.a. Saxo og Bog & Idé.

/TS

Andre artikler fra denne uge

Sammen i det svære

Nyt initiativ skaber fællesskab for pårørende til personer med psykisk sygdom. FREDERIKSSUND: At leve med psykisk sygdom kan være krævende

Læs mere »