Af Tomas Skov
HORNSHERRED: Med mindre end en uge igen til tirsdag 24. marts er valgkampen gået ind i sin afgørende fase. To ugers valgkamp har angiveligt rykket minimalt ved vælgernes holdninger – ikke desto mindre har meningsmålinger skabt fornyet spænding om udfaldet på valgdagen.
Senest har en Megafonmåling torsdag 12. marts tildelt rød blok 88 mandater, hvilket i bedste fald er nok til de afgørende 90 mandater, hvis der er tilstrækkelig hjælp fra Nordatlanten. En meningsmåling fra DR samme dag tildeler dog ikke rød blok samme kort på hånden, men tegner et mere mudret billede i kampen om de 90 stolesæder i Folketinget.
Lokale kandidater
Folketingsvalget har som bekendt adskillige lokale kandidater fra Frederikssund, hvor blandt andre Rasmus Stoklund (A), Gert Løfgren (DF), Hans Andersen (V) og Sinem Demir (Ø) hører hjemme i området.
Hans Andersen hører til de erfarne, da han er gruppeformand for sit parti og har været medlem af Folketinget i omkring 25 år. Han er opvokset i Slangerup og bosat i Frederikssund, som han vil sende en tanke under det arbejde, som han håber fortsætter efter 24. marts.
– Jeg vil arbejde for at få Frederikssundmotorvejen gjort færdig og for at vi får synligt, lokalt politi. Derudover vil jeg jeg arbejde for hurtige S-togsforbindelser til København, statslig medfinaniering af kystbeskyttelse og flere uddannelsesmuligheder lokalt som fx Campus i Frederikssund, siger Venstrepolitikeren.
Fra byråd til Folketing
Gert Løfgren sidder i Frederikssund Byråd for Dansk Folkeparti, men han har ambitioner om et dobbeltmandat, hvis han og partiet får et godt valg.
Lige som Hans Andersen vil han kæmpe for, at motorvejen kommer så hurtigt som muligt til Frederikssund med en opkørsel til Vinge, som han finder altafgørende for, at Frederikssund får 4000 arbejdspladser til kommunen. Han understreger dog, at den drøm ikke inkluderer et DSB-værksted, som han mener er en fejl.
– 300 arbejdspladser på et så stort område er simpelthen ikke smart, når der kunne ligge fabrikker med 1000-2000 medarbejdere. Vores ambitionsniveauet er bare for lavt i kommunen, siger han.
Herudover ønsker Gert Løfgren en øremærkning af statslige midler til ældreplejen samt et nyt blik på råstofloven.
– Frederikssund Kommune er sammen med Roskilde de to kommuner med flest grusgrave på tegnebrættet. Naboer til en grusgrav skal have erstatning, som svarer til, hvad huset mister i værdi, mener politikeren.
Vi har skrevet til andre lokale kandidater, men har i skrivende stund ikke fået svar.









