Læserbrev
Af Svend Erik Thomsen,
Kirke Hyllinge
Vi flyttede maj 1980 ind i det skønne lille parcelhuskvartér, Dyssemosen i Ejby.
Ja tænk, at vi nu har boet hér i 45 år. Meget er sket gennem tiden. Vi har oplevet hele ”turen”:
Først unge familierog mange små børn. Beboerne dengang var medlevende naboer med stor omsorg for kvarterets børn og så’s gamle som unge til grundejerforeningens årlige kat-teslagningsfest i forsamlingshuset.
Dernæst veletablérede beboere med runde fødselsdage, konfirmationer – ja, og sågar flere sølvbryllupper.
Og senere var vi en del pensionister, som tog afsked med afdøde eller fraflyttede. Og bød velkommen til unge familier, som med ”nye” børn overtog pladserne i vores kreds. Og sta-dig bød fællesskabet på festglade Skt. Hansbålsentusiaster og ivrige arbejdsmyrer, når fæl-lesarealerne skulle plejes og vedligeholdes.
Alt sammen koncentrerede sig omkring den mose, som har givet udstykningen sit navn, kronet med stendyssen ude på marken bag mosen.
Vi husker vore børn legende ved stendyssen, klatrende på den og deres hemmelige slikorgi-er (slikpapiret sfslørede dem)
Den fredelige lille villavej var osse dengang tumleplads for sæbekassebiler, tricykler, kridt-trukne færdselsbaner, rulleskøjter mv.
Der var så meget glad og naturligt liv.
Og selve mosen var levende.
Levende og oplevelsesrig.
Blomstrende og summende, livfuld og smuk.
Åben og indbydende.
Vore første majnætter med åbentstående vinduer forstyrredes af en skælvende symfoni af tusind klokkefrøers elskovskald.
Til døgnets lyde hørte, foruden insektsummen, blishønsenes plasken gennem vandet, vild-ændernes skræp og snadren, frøernes kvækken.
Et par gange oplevede vi, at vores katte hjembragte en snog dernede fra mosen, og vore børn sendtes rundt i udstykningen for fremvisning af de sprællende ”slanger” til hjemme-værende beboere, inden løsladelsen ovre i sivene på den anden side af det, dengang åbne, søspejl.
En fiskehejre opdagede, at søen bød på føde og slog sig ned på ”Oluf’s Ø” (den med ande-huset), og foruden fisk kunne den supplere kosten med en af mosegrisene, som den slugte hele med glubende appetit.
Mosen ligger der endnu, men i dag døende under et grønt kvælende ”liglagen” af siv, alger og svovldunste.
RIP kære Dyssemose. Nede i din lune lavning, ligger du nu druknende som i en ”gylletragt”.
