Læserbrev
Af Jeanette Hassel , byrådskandidat (C), Frederikssund Kommune
Når man – som jeg – har oplevet at have et barn, der ikke havde lyst til at gå i skole, ved man, hvor hårdt det rammer hele familien. Det gør mig glad at være en del af et parti, som sætter skolevægring højt på dagsordenen – både nationalt og her i Frederikssund.
I vores kommune består 14% af eleverne ikke dansk og matematik. Det er alt for mange. En del af forklaringen kan være det høje skolefravær, vi også ser lokalt. Derfor skal der være større fokus på skolevægring i Frederikssund. Det handler om børns trivsel, familiernes hverdag og vores fælles fremtid.
Kommunen gør allerede en indsats, men det er ikke nok. Derfor glæder det mig, at der nu – efter pres fra Det Konservative Folkeparti – kommer en national handlingsplan mod skolevægring. Den vil også hjælpe vores børn og familier her i kommunen.
110.000 børn i Danmark har for højt fravær. Bag hvert barn står en familie, der ofte kæmper alene. Det må vi ikke acceptere – hverken i Frederikssund eller resten af landet!