Musikreportage fra oplysningstiden

Musikreportage fra oplysningstiden
”Opkald fra 1770 en musikreportage fra oplysningstiden” er en koncertoplevelse på SElsø Slot torsdag 3. juli kl. 19.

SELSØ: Torsdag 3. juli kl. 19.00 åbnes dørene til Selsø Slot for en helt særlig aften, hvor publikum inviteres med tilbage til oplysningstidens Europa. Her kan man opleve koncerten ”Opkald fra 1770 – en musikreportage fra oplysningstiden”, hvor musik, historie og levende fortælling smelter sammen i autentiske omgivelser.

Koncertens omdrejningspunkt er den engelske komponist og musikhistoriker Charles Burney, som i 1770’erne foretog to omfattende rejser gennem Europa for at indsamle materiale til sin store musikhistorie. Undervejs førte han en detaljeret dagbog, hvor han med skarp iagttagelsesevne og levende pen beskrev møder med tidens store komponister og det rige musikliv i byer som Paris, Wien, Bologna og Venedig.

Ind i en svunden tid
Koncerten er ikke blot en musikalsk oplevelse, men en kulturhistorisk rejse – en levende reportage fra en svunden tid, hvor oplysningens idéer og musikkens kraft var i højsædet. I den stemningsfulde riddersal på Selsø Slot får publikum mulighed for at træde ind i 1700-tallets lydunivers og møde Charles Burney som både vidne og fortæller.

Koncerten er arrangeret af Selsø Musikforening, og billetter kan købes via Selsø Slots hjemmeside eller ved indgangen, så længe der er ledige pladser.

/TS

Andre artikler fra denne uge