Manglende ligebehandling i fjernvarmeudrulningen

Manglende ligebehandling i fjernvarmeudrulningen

Læserbrev

Af Jørgen Bech,
Byrådsmedlem (V)

Indbyggerne i Skibby og Slangerup står i dag tilbage med et uforholdsmæssigt stort ansvar for selv at sikre en omstilling til fjernvarme.

Hvor Frederikssund og Vinge får udbygning via Vestforbrændingen, som Frederikssund Kommune er medejer af, pålægges borgerne i Skibby og Slangerup selv at planlægge, finansiere og drive komplekse projekter. I Skibby har ildsjæle selv været i gang med dette i et par år.

Det er efter min opfattelse urimeligt at adgang til billigere og mere klimavenlig varme afhænger af, om man bor i en prioriteret del af kommunen.

Lokale fjernvarmeforeninger bærer kæmpestore økonomiske risici med låntagning, forudbetalinger og drift, uden selv at have teknisk ekspertise og uden politisk prioritering.

Kommunen burde have pligt til at sikre lige adgang for borgerne i den grønne omstilling. Det kræver konkrete garantier fra kommunen, så husstandene uden for Vinge og Frederikssund ikke tvinges ind i dyre individuelle løsninger. Tidsperspektivet er afgørende, fordi de borgerdrevne projekter er udelukket fra individuelle tilskud til alternativer som varmepumper, alene fordi kommunen har udlagt områderne til fjernvarme!

Frivillige borgere i Skibby har allerede taget et stort ansvar og investeret masser af tid og penge i at få et andelsselskab op og stå. Det samme gælder i Jægerspris og Skuldelev, hvor anlæggene har fungeret i mange år, fra før kommunesammenlægningen.

Efter min mening burde Frederikssund Kommune anerkende dette med både administrativ og økonomisk støtte, eller alternativt bede Vestforbrændingen om at forestå projektet, på samme måde som i Vinge og Frederikssund by.

Andre artikler fra denne uge

Efter branden

Af Tomas Skov FREDERIKSSUND KOMMUNE: Efter en påsat brand i april 2025 har Frederikssund Rådhus siden juni haft en delvis

Læs mere »