SELSØ: Når foråret kommer, vågner Selsø Slot. Slotsalléen er blevet stynet og lyser lysegrønt og viser vejen til slottet, som står smukt med sine nyrestaurerede vinduer. Personalet glæder sig til en sæson med både velkendte og nye arrangementer og mest af alt til at åbne dørene og mærke livet i det gamle hus.
Denne sæson sætter Selsø Slot fokus på fællesskaber, musik og den smukke natur i området gennem en række arrangementer og nye samarbejder.
Fejringen af lyset
Traditionen tro markerer Selsø Slot og Selsø Musikforening freden og lysets komme 4. maj med en Lysfest kl. 18.30.
I år fyldes huset med smukke stemmer fra Roskilde Domkirkes pigekor ledet af Mette Bjærang Pedersen, som undervejs inviterer aftenens gæster til fællessang. Og ind i mellem musikken vil der være en kortere omvisning for alle gæster. Iben Bækkelund Jagd, formand for Selsø Slots bestyrelse, byder velkommen ved arrangementets start og fortæller om årets sæson på Selsø Slot.
Fugleliv på Selsø Slot
Som noget nyt har slottet indgået et samarbejde med Lejre Kunstforening, der har gennemført et open-call og sammensat en kunstudstilling med temaet FUGLELIV, inspireret af det rige fugleliv omkring Selsø. Værkerne kan opleves i rummene på husets første sal hele maj måned i museets åbningstid.
Tirsdag 13. maj kl. 18.00 – 19.30 inviteres til gratis fernisering, hvor Borgmester Tina Tving Stauning officielt åbner udstillingen. Ferniseringen efterfølges kl. 19.30 af et foredrag af den meget anerkendte og højaktuelle billedkunstner Allan Otte, som fortæller om sit forhold til traditionen for dansk landskabsmaleri fra guldalderen og op til i dag.
Oplev naturen vågne
Som et bindeled mellem kunsten og naturen er der også planlagt en helt særlig vandretur 18. maj, hvor der kun er få billetter tilbage. Turen starter allerede kl. 04.30 fra Selsø Kirke, og følger Selsø-Ruten (godt 4 kilometer) langs fjorden og går gennem herregårdslandskabet og slutter ved Selsø Slot.
Undervejs på vandringen fortæller to kyndige formidlere fra Dansk Ornitologisk Forening om de forskellige fuglelyde, men ellers foregår turen i rimelig stilhed.
Ved endt tur bydes der på et varmt morgenmåltid i det gamle middelalderkøkken på Selsø Slot bydes og på førstesalen er kunstudstillingen åben. Denne tur er støttet af Friluftsrådet og er blevet til i et samarbejde mellem Lejre Kunstforening, Nationalpark Skjoldungernes Land og Selsø Slot.
Med maj måned i kunstens-, musikkens- og naturens tegn skydes sæsonen således i gang. Alle arrangementer, inklusiv info om billetter, er beskrevet på hjemmesiden www.selsoe.dk