Læserbrev
Af Susanne Bettina Jørgensen, Frederikssund Byråd (A). Formand for Omsorg og Ældre. Bestyrelsesmedlem i Mad til Hver Dag
I gamle dage, før kommunesammenlægningen, blev maden til de ældre lavet i storkøkkener på plejehjemmene. Plejehjemmene havde desuden en madordning, hvor maden blev kørt ud til borgerne i eget hjem. Så skulle der effektiviseres. Borgerne skulle have frit valg, og private leverandører opstod til de hjemmeboende borgere. I Frederikssund trængte storkøkkenerne til en omfattende og meget dyr renovering. Derfor valgte man politisk at gå nye veje – køkkenerne og cafeerne på plejehjemmene blev nedlagt og herefter opstod paragraf 60 selskabet Mad til Hver Dag – selskabet blev bygget i 2009.
Vi har været på en lang rejse og omstilling af madproduktion og levering igennem årene. Hjemmeboende borgere har fortsat frit valg, dog findes der kun en enkelt privat leverandør på markedet.
Tendensen i mange år har været, at stadig flere ældre finder på alternativer frem for at komme på en madordning. Det skyldes det store udbud af færdigretter i dagligvarebutikkerne.
Vi har i vores selskab en høj kvalitet, stort udbud og valgfrihed mellem menuerne. Der laves skånekost, tyggevenlig /synkevenlig kost, diæter mm – man kan få det hele.
Hvis man følger med på sundhedsområdet, så ved man, at underernæring hos ældre ikke har noget med selve maden at gøre. Det handler om måltidet: hyggen omkring måltidet, støtten til indtagelse, sammensætning – personalets kompetencer omkring det gode måltid.
Siden ca. 2017 har selskabet været udfordret på plads. De store maskiner fylder, og der er kommet flere til, efterhånden som produktionen er udvidet og gjort stadigvæk mere smart og fysisk skånsom for personalet.
Nu går den ikke længere. Pladsen er så trang, at det er til daglig gene for personalet (60 ansatte). De skal flytte rundt på inventaret og går i vejen for hinanden. Det giver stress, da det både forsinker arbejdet og giver ekstra arbejde.
I 2024 leverede køkkenet 374.450 måltider – en stigning på 20% siden 2017. Der er også kommet ændringer i arbejdsmiljølovgivningen, så der skal bruges mere plads til fx omklædning.
Vi er i Frederikssund kommune medejere af et fantastisk godt selskab med dygtige og dedikerede medarbejdere, der er fokuserede på kerneopgaven, nemlig den gode mad og den effektive drift.
På seneste byrådsmøde har alle partier bortset fra LA og C stemt for en udvidelse. De øvrige medejere har gjort det samme, så nu kan vi komme i gang med at udvikle og udbygge selskabet, så det tilpasses nutidens og fremtiden krav og forventninger. Jeg glæder mig til at indgå i og følge denne udvikling.