FREDERIKSSUND KOMMUNE: I festsalen på Frederikssund Handelsgymnasium, U/NORD, satte udlændinge og integrationsminister, Rasmus Stoklund, sammen med forskellige repræsentanter fra virksomheder, foreninger og kommunen deres underskrift på en stor tavle – som symbol på et fælles løfte til de unge.
– Alle unge kan et eller andet, og der er brug for alle unge. Ingen skal føle sig udenfor. Vi tror på de unge og giver dem et Ungeløft, en helhedsorienteret indsats. Det kræver samarbejde – på tværs af kommunen, med virksomheder, uddannelsesinstitutioner og foreninger. Vi løfter i flok, sagde borgmester Tina Tving Stauning (A) fra talerstolen.
Mange veje til målet
To unge tog også ordet på scenen og fortalte om, hvordan de er blevet hjulpet. En af dem var Elvira, der er ordblind og har en ASF-diagnose. I dag er hun anlægsgartnerelev hos Anlægsgartner Gottlieb efter et forløb i kommunens Ungekontakten.
– Det har haft stor betydning, at jeg kunne sige, hvad der var svært – for eksempel, at jeg ikke kunne arbejde fuld tid. Nu har jeg 32 timer, og det passer mig rigtig godt, fortalte hun.
Petra, der har været igennem et sygdomsforløb, er i dag i gang med SOSU-uddannelsen.
– Man tænker, at der er en fast rækkefølge – det går gennem skole, så uddannelse og så arbejde – men virkeligheden er, at der er mange veje. Jeg blev set på med andre øjne. Der var nogen, der troede på mig. Det gjorde hele forskellen, fortalte Petra.
15 foreninger og 25 virksomheder har skrevet sig på listen til at indgå partnerskab med Ungeløftet.
/TS











