Læs og rejs

Læs og rejs

Ferietid og sommerferie er for mange mennesker lig med rejsetid, for andre er sommerferien læsetid, hvor man har tid til at slappe af med en god roman.

Jeg vil med denne klumme forsøge at ramme begge dele. Nemlig ved at anbefale romaner som foregår et bestemt sted. Så kan man rejse til byen eller stedet ved at læse en roman eller man kan få inspiration til at rejse dertil på et senere tidspunkt.

Jeg vil starte i Norges hovedstad Oslo med trilogien ”Byens Spor”, skrevet af Lars Saabye Christesen. Handlingen udspiller sig i efterkrigsårenes Oslo og er én stor kærlighedserklæring til byen og dens mennesker. Den kan bedst betegnes som en udviklingsroman med drengen Jesper og hans mor Maj Kristoffersen i centrum. De tre romaner i serien udspiller sig i årene 1952, 1956 og 1968.

I bind 1 som foregår i 1952 får vi den 7-årige Jespers syn på en omverden, som han ofte ikke forstår, mens han andre gange observerer nogle ting, som de voksne måske burde have set. Hans mor Maj er aktiv i Norsk Røde Kors, hvorigennem vi møder en række kvinder, bl.a. enken fru Vik der spiller en central rolle i alle tre romaner. Forfatteren forstår virkelig, på naturlig vis, at opbygge et fint persongalleri, heriblandt Jespers gode kammerat, og slagterens søn, Jostein samt den italienske hyggepianist Enzo Zanetti. Det er en fundamentalt spændende, realistisk og sympatisk romanserie, og så giver den samtidig et vidunderligt portræt af 1950´erne og 60´ernes Oslo. Dejlig sommerlæsning.

Den nyeste af mine anbefalinger er Anne Marie Marstrand Jørgensens ”Ræveår” som foregår på Læsø. Handlingen udspiller sig i 1780, hvor vi følger en gruppe kvinder, som får det lille ø-samfund til at fungere. Når denne kollektivroman sætter fokus på netop kvinderne, så er det jo fordi, mændene er borte store dele af året, fordi de er på havet. Kvinderne ejer de små gårde, de sår, høster, passer dyr og føder, plejer og passer børnene. Ind imellem skal de også tage sig af strandede sømænd, og alt det der kan komme ud af det. Det er en roman, som kun kan foregå på Læsø, og vi er med, når kvinderne tænger de berømte tangtage, koger ”kroppinger”, bearbejder hør, og selvfølgelig er vi med i barselssengen. Det er en på én gang stille og utrolig dramatisk fortælling. Som titlen antyder, så spiller ræven også en central rolle, jeg vil dog ikke afsløre hvordan, det må man læse sig til. Anne Lise Marstrand Jørgensen har selv sommerhus på Læsø, og det har naturligvis inspireret hende til denne smukke roman.

Fra Læsø vil jeg bevæge mig sydpå, til dejlige Barcelona med romanen ”Havets katedral” skrevet af Ildefonso Falcones. Titlen refererer til kirken Santa Maria de la Mar. Romanen foregår i 1300-tallets Barcelona, hvor vi følger drengen Arnau fra et liv i den yderste fattigdom, til han bliver én af byens rigeste mænd. Samtidig står byggeriet af Santa Marie de la Mar centralt i fortællingen. Det er virkelig en handlingsmættet roman, som aldrig står stille. Den er fuld af sammensværgelser, religiøse intolerancer, krig, pest og stræben efter at holde sig fri af fattigdommen. Efter at jeg selv havde læst ”Havets katedral” første gang, var jeg simpelthen nødt til gå ind i ”Santa Maria de la Mar”, næste gang jeg var i Barcelona. Forfatteren formår virkelig at få konstruktionen og bygningen af kirken til at indgå som en naturlig del af den spændende handling. ”Havets katedral” giver en utrolig god introduktion til Barcelona, selvom den foregår for så mange år siden.

Min sidste anbefaling forgår i Nordens Paris, Aalleren eller Aalborg, kært barn har mange navne. Det er en krimi skrevet af den lidt oversete forfatter Jakob Knudsen. Romanens titel er ”Hjemløs” og foregår i Aalborgs parker og gader. I Kildeparken, i den centrale del af Aalborg, bliver en hjemløs bortført og senere dræbt. Bortførelsen bliver overværet af krigsveteranen Anders som i sin egen efterforskning af sagen også finder en ung kvinde, der er blevet myrdet og voldtaget. Rigspolitiets taskforce, under ledelse af Kristian Swane, bliver sat på sagen, ikke mindst fordi området hvor de hjemløse holder til, skal danne scene for en EU-konference. Det er et godt og realistisk plot, som i den grad bruger byen som kulisse. Man må samtidig kreditere forfatteren for, at han har et klart budskab. De hjemløse er ikke blot en flok stakler, som vi ignorer eller giver en 20´er for ”Hus forbi” for at lette på samvittigheden. Det er mennesker med en fortid og en historie.

Jakob Knudsens stil minder meget om den, man finder hos nogle af de store svenske krimiforfattere som Henning Mankell og Sjöwall og Wahlöö. Hvis man vil læse en ny krimiforfatter, så kan jeg kun anbefale Jakob Knudsen.

Alle fire titler kan lånes på biblioteket.

Hvad enten man skal til Oslo, Læsø, Barcelona eller Aalborg, vil jeg ønske alle en god sommer og god læsning.

Andre artikler fra denne uge