Min familie mener, at jeg arbejder for meget. Måske er det rigtigt. Jeg arbejder blandt andet på min næste bog, som gerne skulle udkomme i år. Men det må fremtids-Emilie tage sig af – for nutids-Emilie sidder lige og skriver denne klumme.
Ærligt indrømmet: det var måske lidt ambitiøst at sige ja til at skrive klummeindlæg oven i det hele. Men idéen var god. For som forfatter er jeg ofte min egen værste kritiker, og på dage med skriveblokering kan det hjælpe at skrive noget, hvor der er lidt mindre på spil, som f.eks. en klumme. For enhver bog er et selvportræt – man afslører mere af sig selv, end man tror. Heldigvis gælder det med skrivning som med alt andet: jo mere man øver sig, jo bedre bliver man.
Og så er der elefanten i rummet: kunstig intelligens. Personligt er jeg egentlig ret stolt af, at jeg klarede både folkeskole, gymnasium, bachelor, kandidat og min første bog helt uden AI – simpelthen fordi det ikke fandtes dengang. I dag er det anderledes. Kunstig intelligens er blevet hverdag, både i vores job og i vores privatliv.
Det pudsige er, at så snart en teknologi virker, kalder vi det ikke længere ”kunstig intelligens”.
Så bliver det til noget ufarligt som robotstøvsuger, selvkørende bil, spamfilter eller Netflix-anbefalinger. Men det er stadig AI. Og det har det været længe. Derfor synes jeg også, de store skræmmescenarier er en smule overdrevne.
Under mit studie i humaniora og teknologi lærte jeg, at dommedagsscenarier har det med at gå igen.
I 80’erne frygtede man, at Kinas fødselsrater ville føre til hungersnød og masseimmigration. Men så opfandt vi nye risarter, og i dag er Kina verdens største eksportør af ris. Før det var det hvalerne, vi var afhængige af – hvordan skulle vi lave stearinlys uden dem? Så kom elektriciteten, og i dag er stearinlys mest noget, vi hygger med.
Det er svært at følge med. Især i en tid, hvor den mest knappe ressource ikke længere er olie eller data – men opmærksomhed. Vi har sjældent tid til fordybelse, og skærme gør det ikke lettere. Men netop derfor er AI et vigtigt redskab. Det hjælper mig med at spare tid – tid jeg kan bruge på en gåtur i Jægerspris Slotspark, en tur til Tarzanklippen, eller bare en god kop te i aftensolen hjemme i haven.
I dag skriver nogle medier allerede deres artikler med AI. Det store spørgsmål bliver derfor: kan vi se forskel på det, der er skrevet af et menneske – og det, der ikke er?
Kan du for eksempel gennemskue, om denne klumme er skrevet af mig – eller ChatGPT?
For mig er det vigtigste ikke, om min mand selv har skrevet kortet til vores papirbryllup, men hvad der står i det. Kommunikation er svært – og her kan AI faktisk hjælpe os med at sige dét, vi har i hjertet.
Jeg tør godt afsløre, at jeg skriver min bog på computer. Og ligesom internettet forbinder os, kan AI også være en bro mellem mennesker.
I min hverdag har det ført til flere håndskrevne breve de seneste to år, end jeg har sendt de foregående ti. Fordi det er blevet nemmere at formulere sig – og nemmere at nå hinanden. Når jeg kan bruge AI til at hjælpe med strukturen eller finde de rigtige ord, frigør det tid og mental energi til det, der virkelig betyder noget: de ægte følelser og tanker, jeg vil dele.
Det paradoksale er, at teknologien kan gøre os mere menneskelige, ikke mindre. Den kan hjælpe os med at udtrykke os bedre, kommunikere klarere og nå hinanden på tværs af de barrierer, som tidligere holdt os tilbage. Måske er det netop det, vi har brug for i en tid, hvor vi ofte føler os mere isolerede på trods af al vores teknologi.
Og vi har slet ikke talt om alt det, AI kan i forhold til selvudvikling og automatisering. Der er meget tid at spare – og bruger vi teknologien klogt, så håber jeg, at mine børn aldrig får skudt i skoene, at de arbejder for meget. Måske kan de i stedet bruge deres tid på det, der gør livet værd at leve: relationer, kreativitet og de små øjeblikke af ægte forbindelse med andre mennesker.
