Kulhuse loppemarked

Kulhuse loppemarked
Lørdag 12. juli afholdes der stort loppemarked på parkeringspladsen foran den gamle kro på Kulhuse Havn fra kl. 10 - 15.

KULHUSE: Columbus sejler (igen), der er offentlige toiletter, og det blå flag vejrer flot på den smukke strand. Café Elmelunden og Kulhuse Isbar Pizza Grill har åbent.

Brugsen i Kulhuse holder sommerfest og Loppemarked lørdag 5. juli fra kl. 11-14, og der er hygge, fantastisk stemning og levende musik. Der er madboder med grillpølser, sodavand og øl, mange fine loppefund og gode tilbud i Brugsen.

Lørdag 12. juli afholdes der stort loppemarked på parkeringspladsen foran den gamle kro fra kl. 10 – 15.

– Hvis du mangler hjemmelavede nips-ting eller genbrugspynt, så har du en stor chance for, at finde det helt rigtige. Der er over 80 stadepladser og altid en fantastisk god stemning på pladsen, fortæller projektansvarlig Lillan Brandt.

Under Loppemarkedet vil der være Silent Disco for både børn og voksne, Kreariet har workshops og kreahygge. Kulhuse Netværk er at finde på pladsen.

Masser af musik
Der er også mulighed for at købe lækre kager og god kaffe hos The Cake Diner. I baren kan købes sandwich, fadøl, vand, vin og slush ice.

Kl. 18 er der ekstra havnehygge i teltet, når Mads Westfall spiller og synger fra kl. 19.

Kl. 21 spiller The Party Orchestra, der et af Danmarks absolut bedste festorkestre. Sammensat af rutinerede musikere, spiller de klassiske danse hits og moderne musik. Basist og kapelmester Nicholas Findsen fra bl.a. Aqua, Paul Young, Rasmus Seebach, Søs Fenger og mange flere, tager jer sikkert gennem aftenen. Der er få ledige billetter tilbage. Prisen er 100 kroner BOX 0714BD, du får udleveret et armbånd ved indgangen.rrangementet er støttet af Kulturpuljen i Frederikssund kommune.

Guttermænd
Kunst før Columbus udstiller kunstner Anja Moos Wagner i Kulhuse Kultur- og Medborgerhus lørdag 12. og søndag 13. juli. Begge dage kl. 13 – 17. Om lørdagen kl. 13.30 fortæller Anja Moos om arbejdet med hendes værker. Derudover er kunstneren til stede begge udstillingsdage.

Anja Moos Wagner skaber skulpturer i jern og fiberbeton, som efterfølgende patineres. Skulpturerne, som hun kalder guttermænd, er unika med hver deres udtryk, særpræg og navn. Guttermændene optræder ofte i bar figur eller stribede strømper, hertil briller, taske eller andet tilbehør.

/TS

Andre artikler fra denne uge