Af Tomas Skov
KOMMUNALVALG: Hvordan vil du konkret sikre en mere ligelig fordeling af investeringer mellem Frederikssund by, Vinge og resten af kommunen – fx Hornsherred, Slangerup, Jægerspris og Skibby – både i forhold til boligudvikling og lokale velfærdstilbud?
– Konkret vil jeg i forhold til boligudvikling og lokale tilbud benytte i befolkningstallet, og de behov, som indbyggerne i de enkelte områder selv føler for. For mig er det afgørende, at vi som borgere selv er med til at bestemme hvad investeringerne i området skal gå til. Skal der være til mere idræt? Vil man hellere bylivet, naturpleje, trafiksikkerhed, en hundeskov, en cykelsti eller hvad med et kulturhus, en ny opholdsstue på omsorgscenteret eller udbygning af eksisterende tilbud. Altså rigtig mange ønsker, idéer og forslag, som skal bruges for at få reel udvikling, samtidig med at vi oplever reel indflydelse og kommunikation mellem borgere, politikere og forvaltning. Som det er i dag, kæmper fx indbyggerne i Hornsherred en hård kamp hver eneste år for at undgå nedlæggelse af eksisterende tilbud, herunder skoler, dagtilbud og genbrugspladser, og senest færgen Columbus. Den udvikling skal vendes, og jeg vil arbejde for at det skal være lige så naturligt at investere i Hornsherred og i Slangerup, som det har været at investere i Vinge og Frederikssund by. Vi er nødt til at sikre en sammenhængende kommune, hvor alle indbyggere føler, det er attraktivt at bo. Det er mit bud på en bosætningsstrategi, fordi de som allerede bor her, fortæller andre, hvor dejligt her er at bo og leve. Der er mangel på boligtilbud i Hornsherred for unge og for ældre, som ønsker at blive boende i deres lokalområde. Her kan man oprette et udviklingsselskab, der bygger på erfaringer fra Vinge. Dette kræver at der kommer politisk fokus på udvikling andre steder end i Vinge.
Hvilke konkrete initiativer vil du tage for at styrke borgernes reelle indflydelse på udviklingsprojekter i kommunen – både de store og de små?
– Jeg vil arbejde for at der oprettes en permanent arbejdsgruppe med bredt udsnit af politikere, borgere og embedsfolk, som kun skal beskæftige sig med udvikling i hele kommunen. Den skal være i løbende samarbejde med alle borgerforeninger såsom Skibby Aktive, Jægerspris Netværk, Slangerup City og Erhvervsforening, Frederikssund Ny Initiativråd, bylaug, grundejerforeninger, boligforeninger samt friluftsforeninger, spejdere, søsports- og idrætsforeninger. Arbejdsgruppen skal være ansvarlig for at bringe idéer og forslag videre, til realisering i budgettet.
Hvad er din plan for at forbedre standarden på kommunale veje og bygninger i hele kommunen, og hvordan prioriterer du dette i forhold til nye investeringer?
– Der er brug for en samlet plan for at bringe veje og bygninger – og skiltning, stier og gadelys – op til standard. Vi var der næsten, men de seneste år er det gledet bagud. Det kommer til at koste penge, men det bliver endnu dyrere at blive ved at udskyde det. Jeg vil derfor arbejde for, at der afsættes en konkret procentdel af budgettet til vedligeholdelse, fordi det giver driftsbesparelser på sigt.
Hvordan vil du arbejde for at gøre kommunens natur, fjorde og seværdigheder – som fx Selsø Slot, Jægerspris Slot og Kulhuse-færgen – til en mere aktiv del af kommunens identitet og turismeprofil?
– Visitfjordlandet, Nationalparken og Erhvervsforeninger skal inddrages, for vi kommer ikke uden om at øge driftstilskuddene og investere i nye idéer og muligheder. Vi har allerede en kæmpe omsætning fra turismen, så der ligger også et stort fremtidigt indtægtspotentiale.
Hvordan sikrer vi, at visionen om en attraktiv bosætningskommune også bliver understøttet økonomisk – fx gennem konkrete budgetprioriteringer og ikke blot flotte ord i strategier og politikker?
– Det er et politisk valg at sætte udvikling i hele kommunen – og ikke kun Vinge – på den politiske dagsorden. Derfor er kommunalvalget så vigtigt. Jeg vil arbejde for at skabe udvikling fremfor afvikling i de oversete områder af kommunen. Et stop for konstant at tale om nedlæggelser – især i Hornsherred – og i stedet sætte udvikling på dagsordenen, så der skabes optimisme, tilflytning og øget omsætning. Vi skal gøre kommunen attraktiv som helhed. Den øgede omsætning herfra giver indtægter, som skaber merværdi for borgerne.
Jørgen
Jørgen Bech er født i 1956 og opvokset i Rødovre. Han blev indkaldt som værnepligtig og fik derefter karriere i Flyvevåbnet og Forsvaret. Jørgen har været udstationeret i Afghanistan, Tyskland og Holland i samlet otte år for NATO, inden han pensioneret fra Forsvarskommandoen som major i 2016. Har har siden år 2000 været fast bosiddende i Skibby, gift med Susanne, har to døtre på 25 og 28 år og to sønner på 43 og 46 år fra et tidligere ægteskab samt i alt syv børnebørn. Jørgens primære interesse er familien og vennerne samt engagementet gennem 25 år i både lokale og kommunale problematikker. Jørgen Bech har siden 2014 været indvalgt i kommunalbestyrelsen, og derigennem mange forskellige poster, bl.a. som Formand for Plan & Miljøudvalget, Næstformand for Teknisk Udvalg, næstformand for sundhedsudvalg og medlem af udvalgene for uddannelse og opvækstudvalget, job, erhverv og kultur samt og By og Land.