Hver anden uge op til valget stiller vi en kommunalpolitiker fem spørgsmål.
Af Tomas Skov
KOMMUNALVALG: Hvordan vil Dansk Folkeparti konkret arbejde for at gøre det nemmere for små og mellemstore virksomheder i Frederikssund Kommune at etablere sig og vokse – fx i forhold til sagsbehandling, erhvervsgrunde og skatter/afgifter?
– En serviceorienteret forvaltning og en nytænkende erhvervspolitik er vigtig for Frederikssund Kommune, hvis det skal være attraktiv for virksomhederne. Der skal gennemtænkes en ny erhvervsstrategi som har fokus på en effektiv byggesagsbehandling, både når de skal bygge selv men også for andre. Derfor er det helt afgørende, at Frederikssund kommune har et stærkt fokus på at holde sagsbehandlingstiden så kort som muligt. Kommunen skal gøre det nemt og overskueligt for private leverandører at byde på kommunale opgaver, så borgerne får den bedst mulige kvalitet for skattekronerne. F.eks. skal det være let for virksomhederne at danne sig et overblik over regler og kommende udbud, og der skal være fastsat rimelige regler for rettidighed og længde på betalingsfrister.Der skal kun bruges eksterne konsulenter til at løse komplicerede problemstillinger, hvor kommunen ikke har kompetencerne selv.
Hvordan vil I sikre, at både ældre og borgere med handicap får en værdig og individuel pleje, hvor de ikke oplever at blive en brik i et effektiviseringsspil, men mødes af tid, nærvær og kontinuitet?
– Personlig pleje og praktisk hjælp skal være på et betydeligt højere niveau end i dag i Frederikssund kommune. Efter et langt arbejdsliv skal man kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet og nyde en værdig alderdom. Det danske velfærdssamfund blev opbygget med hårdt arbejde, samfundssind og pligtfølelse af de generationer, som tog fat efter Anden Verdenskrig og byggede et rigt land med et produktivt landbrug, en stærk industri – og den stabile og pålidelige velfærdsstat, som vi for længst har vænnet os til. Vi står i dag i gæld til de, som gik før os og lagde ryg til den økonomiske vækst, vi stadig nyder godt af. I et land/kommune med nogle af verdens højeste skatter burde ældre kunne forvente en værdig omsorg, derfor er det vigtigt at Frederikssund kommune IKKE vælger konsekvent at spare på omsorgen for vores ældste. Kommunerne har det direkte ansvar for behandlingen af vores ældre, men politikerne på Christiansborg bør også stille krav til den pleje som Frederikssund kommune kan tilbyde.
Hvordan vil I styrke folkeskolerne og daginstitutionerne i kommunen, så både fagligheden og trivslen hos børn og unge forbedres – uden at det nødvendigvis kræver flere penge, men måske smartere prioriteringer?
– Solidariteten i velfærdssamfundet skal i høj grad måles på, hvordan vi tager os af de handicappede borgere. Personer med handicap skal anses for en ressource og ikke en belastning, og de skal i videst muligt omfang kunne leve en tilværelse som andre borgere. Mange borgere med et handicap har stadig egenskaber og kompetencer, som samfundet kan få gavn af. Derfor er det en skam, at mange tusinde i dag holdes ude af arbejdsmarkedet. De skal inddrages lige så meget, som de selv føler, de kan overkomme. En vigtig opgave for et velfærdssamfund er at tage hånd om de udfordrede, så de kan få en værdig tilværelse. I det omfang genoptræning kan afhjælpe erhvervede handicap skal dette tilbydes i størst muligt omfang.
Hvordan vil I sikre, at kommunens kultur- og idrætstilbud bliver tilgængelige for alle borgere – uanset om de bor i bymidten eller i de mindre bysamfund – og hvordan kan foreningerne understøttes bedre?
– En folkeskole med mere disciplin, karakterer og klare undervisningsmål vil gavne alle elever. Det faglige niveau i folkeskolen skal hæves – særligt inden for dansk, matematik og historie. Der skal være ro, orden og tryghed i vores folkeskoler. Der skal være mere plads til de praktiske fag, så også elever med udfordringer inden for det boglige kan trives og opleve sejre i folkeskolen. Det er i vores folkeskole, at børnene skal gøres i stand til at klare sig i verden og blive dannede mennesker, som indgår i sunde fællesskaber og lærer at vise hensyn og respekt over for andre. Frederikssund kommune har svært ved at tiltrække og fastholde personalet i skolerne, vi har et af landes højste antal elever i specialklasser, nemlig 11 procent eller 413 elever. Det er simpelhen ikke godt nok, derfor er det vigtigt at få et politisk udvalg som er deres opgave voksen og en skoleledelse som skal kigges efter i sømmene.
Hvordan vil I gøre det lige så attraktivt at bosætte sig i de små byer som i de større, så landsbyerne ikke tømmes, men tværtimod udvikles med fx bedre infrastruktur, boliger og lokale fællesskaber?
– Frederikssund kommune har masser af kultur og masser af foreninger som yder en masse til kulturen og idrætslivet . Det er vores, og det er dyrebart og unikt. Vores kulturpolitik skal derfor have ét klart mål: at værne om og styrke vores kultur og idrætsliv. De binder os sammen på tværs af generationer og sociale skel og udgør fundamentet for den værdifulde tillid og sammenhold som vi har i kommunen. Mange borgere er aktive i idrætslivet. Kommunen skal understøtte et bredt udvalg af foreningsbårne aktiviteter inden for fritidslivet med fokus på breddeidrætten. Det er vigtigt at alle borger i hele kommunen har mulighed for at komme rundt både til lægen, handle eller til idrætsfaciliteter, derfor mener jeg at gratis transport (bybusser) er noget. vi skal kigge på. Vi må styrke det lokale demokrati og de mindre bysamfund.
Dansk Folkeparti er tilhænger af det kommunale selvstyre, men finder det problematisk, at for mange kommuner har valgt at nedprioritere eksempelvis ældreplejen og de små bysamfund gang på gang. Vi er imod en centralicering af Frederikssund kommune.