Kampen for kommunen

Kampen for kommunen
Kenneth Jensen har fået lokalpolitik ind med modermælken. Politikeren har boet i Frederikssund Kommune gennem hele sit liv, og han genopstiller naturligvis for Socialdemokratiet. Foto: Søren Wesseltoft

Hver anden uge op til valget stiller vi en kommunalpolitiker fem spørgsmål.

Af Tomas Skov

KOMMUNALVALG: Hvordan vil Socialdemokratiet sikre, at kultur- og fritidstilbud i Frederikssund Kommune fortsat er tilgængelige for alle – også dem med små budgetter – samtidig med at vi udvikler nye aktiviteter, der kan tiltrække både unge familier og turister?
– Det er desværre et område, som i mange år har nydt al for lidt opmærksomhed. Faktum er, at en kommune uden et stærkt kultur- og fritidsliv ikke er attraktiv at bosætte sig i. Derfor skal vi støtte lokale og borgerdrevne initiativer, sådan som vi har gjort det i flere dele af kommunen; senest blandt andet i Slangerup. Men det handler ikke kun om økonomi. Vi skal også gøre det lettere at være forening, blandt andet gennem foreningskurser, som vi gør i Folkeoplysningsudvalget – og gennem afbureaukratisering, så kravene til vores foreninger og de frivillige ledere bliver lempet. Og så skal vi selvfølgelig bevare vores lokale kulturhuse, og udvikle vores idræts- og fritidsmiljøer.

Hvordan vil I konkret arbejde for, at udviklingen i Frederikssund Kommune sker balanceret, så borgere i de mindre byer og landområder oplever samme kvalitet i service og udvikling, som dem der bor i den centrale bydel?
– Jeg har – sammen med mine partifæller – de seneste år lagt stor vægt på at alle områder af kommunen udvikles. Der bygges da også nye boliger i både Slangerup, Jægerspris og Skibby. Men vi skal fortsat gøre det attraktivt at udvikle og bygge nyt i alle dele af kommunen, og det skal være meget lettere både at få lov at bygge, uanset om man er privat eller professionel. På den vis, kan vi forhåbentlig også tilstrække mere erhverv til fx Hornsherred. Og så skal vi sørge for at afsætte den nødvendige økonomi til ikke bare at fastholde, men også udbygge de lokale tilbud inden for idræt, kultur, skole, dagtilbud og vores ældrepleje og omsorg.

Vil Socialdemokratiet arbejde for at styrke klub- og fritidstilbuddene, så de i højere grad kan være forebyggende fællesskaber, der skaber trivsel og tryghed – og hvordan vil I sikre, at alle børn og unge aktivt bliver inviteret ind i disse fællesskaber?
– Det korte svar er: Ja! Vi har i denne periode tilført vores fritids- og ungdomsklubber flere penge, og vi har også renoveret ungdomsklubben i Jægerspris. Men for mig personligt, er det væsentligt, at vi i de kommende år gør endnu mere for at styrke vores ungdomsskole og vores fritidstilbud til børn og unge. I det hele taget er en investering i de unge, som giver dem nogle trygge og attraktive miljøer, en virkelig god investering som kan vise sig at være en god investering, hvis man har ”økonomibrillerne” på. Men vi er langt fra i mål. Derfor vil området også de kommende år have mit fokus, for der er stadig brug for investeringer i – og udvikling af – området.

Hvordan vil I sikre, at unge, der er skoletrætte eller usikre på deres fremtid, får flere praktiske og motiverende veje ind i arbejdslivet – f.eks. gennem lokale uddannelsesforløb, samarbejde med erhvervsliv og mentorordninger?
– Som bestyrelsesmedlem for FGU Nordsjælland har jeg arbejdet aktivt for, at vi har fået indført FGU+. Det er et tilbud unge, som har eller har haft det svært på deres vej gennem skolen, og måske er faldet fra en eller flere ungdomsuddannelser. Med FGU+ får de mulighed for at få den støtte – blandt andet med en mentor – som de typisk har brug for, og dermed den succesoplevelse de har manglet, for at blive klar til igen at prøve kræfter med livet som studerende.
Også Juniormesterlære og Ungeløftet er to virkelig gode nyskabelser og socialdemokratiske mærkesager, som vi satser kraftigt på. Det giver skoletrætte elever i udskolingen, og unge som er truet på deres tilknytning til uddannelsessystemet, helt nye muligheder for at kombinere skolegang med et arbejde (en praktik).

Ser Socialdemokratiet det som et kommunalt ansvar aktivt at presse på for bedre infrastruktur – herunder motorvej til Frederikssund, fastholdt færgedrift og gratis bro – og hvilke konkrete initiativer vil I tage for at sikre, at kommunen ikke tabes i konkurrencen om bosætning og erhverv?
– Ja, helt bestemt – og det gør vi aktivt! Vi har presset massivt på for den nye motorvej, som endelig er på vej – under en socialdemokratisk ledet regering. En god infrastruktur er da også alfa og omega for vores bosætningsstrategi og kommunens tiltrækningskraft for erhvervslivet. Derfor har jeg om nogen personligt kæmpet for både gratis bro og sikring af den lokale færgedrift mellem Kulhuse og Sølager – og er lykkedes med begge; hver gang takket være et stærkt samarbejde med mange lokale kræfter, og via tæt dialog og opbakning på tværs af politiske partier og interesser. Det er nemlig gennem et tæt – og stærkt – samarbejde med mange parter, at det er muligt at skabe den slags resultater.

Kenneth
Kenneth Jensen fylder 50 år ti dage før valget. hvilket nok ikke kommer til at få helt ubemærket hen i en kommune, hvor han har boet i hele sit liv. De første 32 år i Frederikssund og de seneste 18 år i Jægerspris. Hans far, Kurt, var postbud og købmand i byen tillige med at han sad i Byrådet i 35 år. Hans mor, Anne, var også selvstændig og drev i en årrække DSB-kiosken på Frederikssund Station.
Skolegangen var på Oppe Sundby Skole og i 1995 blev han Handelsstudent (HHX) fra Frederikssund Handelsgymnasium. Herfra gik vejen til Handelshøjskolen i København for at læse først jura og økonomi og siden også revision. Det blev dog inden for et lidt andet felt at han blev beskæftiget. Således har han været leder ved Frederikssund Ungdomsskole i små ti år, inden det job blev skiftet ud med arbejdet som webmaster og freelance fotograf. I 2016 blev uddannelserne da også suppleret med en diplomuddannelse i kommunikation og fotojournalistik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. I 2023 blev han benådet med Ridderkorset af Dannebrogsordenen.
Kenneth har været byrådsmedlem i 20 år, og her er han meget optaget af kultur- og fritidslivet i kommunen, infrastrukturen og fremkommeligheden og ikke mindst børn og unges vilkår og muligheder. Intet af det kan undre, når man kender hans baggrund fra blandt andet Ungdomsskolen, og hertil lægger, at han gemmen 28 har stået i spidsen for Kulturrådet, og i 26 år har siddet i bestyrelsen for Kulturhuset Elværket, heraf de seneste 18 som formand. Og ellers bruges fritiden på familie, venner og når tiden tillader det, fotografering og modelbanen.

Andre artikler fra denne uge

Kampen for kommunen

Hver anden uge op til valget stiller vi en kommunalpolitiker fem spørgsmål. Af Tomas Skov KOMMUNALVALG: Hvordan vil Socialdemokratiet sikre,

Læs mere »

Valgmøde i Skibby

SKIBBY: Ved du hvem, der bedst repræsenterer dine interesser som pensionist? Sådan lød overskriften på den invitation, som Ældresagen, Danske

Læs mere »