KROGSTRUP: Under overskriften ”Light and Gold” fejres forårets og lysets tilbagevenden med blændende musik af Whitacre, Gjeilo, Fjellheim og mange flere komponister.
Det sker i Krogstrup Kirke, hvor de 20 sangere i kammerkoret Vox Nordica vil gøre det, som de er bedst til.
– Vi vil synge nordiske, moderne og lyttevenlig musik og sang med stof til eftertanke, siger dirigent Mirjam Lumholdt.
Hun har stået i spidsen for koret siden det blev stiftet i 2021, og det er et kor, som tilstræber høj kvalitet.
– Alle vores sangere er rutinerede, og til vores prøver og workshops er arbejdet med udviklingen af vores klang og vores stemmeteknik en væsentlig del. Og – så øver vi faktisk også, så repertoiret bliver finpudset og mestres, siger Mirjam Lumholt og smiler.
Både ny musik og kirkemusik er en del af korets musikalske DNA, men koret har også optrådt i Roskilde Domkirke og Frederiksborg Slotskirke med et stort barokensemble og opført Johan Sebastian Bachs store ”Magnificat”.
Til daglig øver koret sig i Grønnevang Kirke i Hillerød, men de glæder sig til besøget i Krogstrup Kirke.
– Vi håber vi på, at kirkerummet vil blive fyldt op af gode mennesker, så vi kan fejre forårets komme og få en lys stund og holde håbet oppe i en tid med mange skyggesider, slutter Mirjam Lumholdt.
Korkoncerten søndag 22. februar starter kl. 15:00. Der er gratis adgang, og alle er velkomne.







