Faktisk er det 2 år siden at campingvognen sidst var ude at trille, og jeg er ikke den fødte campist. Jeg synes, at dagligdagen som campist er besværlig, og jeg elsker min egen seng. Min mand er derimod en glad campist.
Men oplevelseslysten trak i mig, og der var flere steder, jeg så gerne ville besøge, og de lå i Jylland.
Så vi måtte afsted.
Når man ikke er den fødte campist, så tilbringes dagene ikke i klap-ud-stolen og det lille bord foran residensen, men ude i verden, og vi fik set uhyre meget. Trapholt Kunstmuseum var helt fantastisk, min gamle højskole i Ry var levende og lå ligeså smukt, som jeg huskede, ned til Gudenåen, Falkemandens show med de store ørne, falke og ugler fascinerende, Øster Lem Hede knoldet og tung at gå på selvom lyngen blomstrede, – og Jorn Museet var, som det var, sidst jeg besøgte det!
Men der skete noget, som jeg var uforberedt på, og som satte tanker i gang.
Rigtig mange mennesker hilste på os – lige meget hvor vi kom frem!
– Og det var virkelig dejligt, at blive set og hilst på!
Så nu er spørgsmålet til dig – der læser denne klumme – hilser du på dem du møder?
Da jeg var ung arbejdede jeg på en skole, hvor alle – børn, forældre, lærere hilste på hinanden, når man mødtes om morgenen. Senere flyttede jeg til en skole i en provinsby, og her hilste ingen på hinanden med mindre man direkte kendte hinanden. Den første tid fattede jeg ikke koden – og gik og hilste godmorgen – uden nogen svarede! Så lærte jeg det efterhånden: jeg gik som et usynligt spøgelse hen ad gangen og først, når man nåede sin klasse, blev der hilst. Jeg fandt det yderst mærkeligt og uopdragent, men samtidig, så må man jo ”følge lands skik” og rette ind.
Her i foråret fremlagde Realdania et studie baseret på 122.000 besvarelser, som de udgav i en fin, tyk bog. Bogen var tilgængelig og gratis på diverse museer, og da jeg på det tidspunkt var på Musicon i Roskilde, var jeg så heldig at få fingre i et eksemplar.
Studiet handlede om, hvad livskvalitet og lykke er. Samtidig havde jeg hørt analysechefen i Realdania Henrik Mahncke, (som var forfatter til bogen, som hedder ”Vores Livskvalitet – Hvad kan vi lære af de lykkeligste danskere?”) i et Brinkmanns Briks program på DR P1.
Henrik Mahncke havde mange praktiske, let gennemførlige råd til at blive et lykkeligere menneske. Bl.a. råder han os til at have 5-6 ting, som man glæder sig til. Det kan være at vinde i Lotto, skulle til en fødselsdag, få en gave, møde en ny kæreste osv. Tanken bag er, at det skulle da være mærkeligt, hvis 1 af tingene ikke lykkes – og han husker os på, at lykken vokser af: det samfund vi lever i, vores gener, vores egne frie valg – og held!!! Men hvorfor kom jeg så i tanke om Henrik Mahnckes bog, da jeg færdedes rundt på Silkeborg egnen?
Jo, Mahncke forklarede med stor vægt: Vi kan være hinandens lykkes smed og have betydning for andre og give meningsfulde oplevelser. Det gør dig glad, og vi skal møde hinanden og HILSE, fordi det er det rigtige at gøre!!!! – hvis du vil være lykkelig og sprede lykken omkring dig!!!
OK tænker du måske, er det ikke lidt tosset. Men Mahncke er sikker i sin sag: det store studie viser, at ”lette” relationer har stor betydning for, hvordan mennesker trives og lykken kigger frem. Selv taler han, siden han fik erkendelsen, med folk i køen, og dem han møder, når han færdes i lokalsamfundet.
Så hit med: forventningens glæde, sig hej til dem du møder – så gør du noget for lykken for dig selv og der, hvor du bor. Livskvalitet har det med at smitte!
Bare lige som en lille bemærkning: i Knebel på Mors scorede de højest, og den kommune, der scorede lavest ville ligge som nr 8 i verden – mellem Luxembourg og Schweiz – så det er ikke så ringe endda, som de siger i Jylland.
God dag.
