Hornsherreds lensgrevinde

Hornsherreds lensgrevinde
Grevinde Danners gravmæle maj 2025.

Af Asger Thomsen

KIRKE HYLLINGE: Mange lokale har nok bemærket, at museet på Jægerspris Slot for tiden er lukket på grund af renovering. Men fortvivl ik, for en stor del af museets effekter kan hele sommeren ses på en stor smuk udstilling, Danner af Danmark, på Frederiksborg Slot i Hillerød. Udstillingen har fået maximalt antal hjerter og stjerner i de store dagblade.

Hvad der i den forbindelse ikke er blevet gjort opmærksom på er, at uden adgang til slottet er et besøg i slotsparken i Jægerspris også en god oplevelse.

Her finder man Grevinde Danners store gravmæle, hvor det sker, at nygifte lægger blomster, ligesom man gør ved Elvira Madigans grav på Tåsinge. Grevinde Danner var som bekendt borgerlig og døbt Louise Rasmussen, men kong Frederik d. 7. adlede hende og udnævnte hende til Lensgrevinde af Danner.

Det er også værd at besøge Jægersprisstiftelsens egen kirkegård bag parken. Her hviler mange af de talrige medarbejdere, som det store gods rummede samt et stort antal børn fra de første børnehjem. Noget kunne tyde på, at der i 1880erne har hersket en epidemisk børnesygdom.

Her hviler også lederen af stiftelsens børnehave, Gurli Erichsen, hvis søn, Troels Kløvedal, strejfede om i Nordskoven, hvilket han bevægende har fortalt om i sine erindringer, ”Alle mine morgener på jorden”.

Grevinde Danners lange eventyrlige liv skal jeg ikke forsøge at fortælle om her, Louise Rasmussen som hun jo var døbt. Det kan man se og høre vores nuværende dronning Mary gøre både personligt engageret og spændende på en stor skærm på udstillingen i Hillerød, hvor man også kan købe et rigt illustreret katalog.

Dannerhuset og Kirsten Justesens nye store Danner-skulptur i København er også repræsenteret.

Her på egnen, hvor Frederik d. 7. og grevinde Danner – modsat i København – var et populært par, fortaltes mange pudsige historier om. Her er en af mine yndlings: En dag kom Frederik op at køre med en lokal bonde, som ikke genkendte ham og derfor sludrede løs ”Man siger, at kongen må danse efter grevindens pibe”. Da bonden havde forrettet sit ærinde på godset, blev han kaldt op til Rebekkesalen på slottet. Her stod Fredrik og spillede på fløjte, mens grevinden dansede foran ham!

Mit eget forhold til Jægerspris Slot, er at fem af mine nære familiemedlemmer, herunder min kone, har taget deres uddannelse på det socialpædagogiske seminarium, der som en naturlig udbygning af stiftelsens aktiviteter havde til huse her i mange år. Som lærer på behandlingshjemmet Stutgården havde jeg min professionelle gang på seminariet, hvor den legendarisk seminarielærer Karen Lykke Poulsen blandt andet indstuderede moderne teater med de studerende.

Hun arrangerede også foredrag og historiske udklædningsfester, og i 1963 inviterede hun sin amerikanske penneven, folke- og protestsangeren Pete Seeger til at give en koncert i slottets Rebekka-sal, hvor han fortalte os om en ung, for os ukendt, sanger og digter ved navn Bob Dylan

Jægerspris-seminariet blev skandaløst nedlagt i 2008 til fordel for de bureaukratiske og anonyme professionshøjskoler i storbyerne. Her oplever de næppe den undervisning i træ- og lædersløjd m.m., som foregik i den gamle slotskro. Og Hornsherred mistede et levende og alsidigt kulturcenter.

Andre artikler fra denne uge

Vikingespil er i gang


FREDERIKSSUND: Frederikssund Vikingespil inviterer til en dramatisk rejse tilbage til år 935, hvor religionskrigen raser mellem de gamle guder og

Læs mere »