Der findes et øjeblik i Hornsherred, hvor tiden synes at trække vejret langsommere. Hvor landskabet, der til daglig bølger i grønne og gyldne farver, pludselig bliver til et stille, hvidt eventyrland. Det kommer, når sneen lægger sig tungt og mildt på markerne, som et tæppe man folder nænsomt ud over en sovende ven. Sådan husker jeg også min egen barndom i Kerteminde på Fyn. Hvor vinteren dog var koldere og hvidere end her i 2026. Hvor der var masser af tid og ro til, at lillebror og jeg kunne tage vores slæder med på kælkebakkerne på skolen og i skovene omkring byen. Det er tidlig morgen, det er koldt og solen står lavt over fjorden. Lyset er ikke blot lys — det er en sagte gylden hilsen, der får de frostklare træer til at glimte som små katedraler langs vejene. Man går et par skridt udenfor, og verden føles ny, som om natten har gjort den ren. Hornsherred er smukkest på den måde; uden anstrengelse. Engene ved Selsø sover under isen, og rådyrene sætter forsigtige spor i sneen, som hemmelige, håndskrevne beskeder i margenen af naturens egen fortælling. Bølgende bakkedrag står i stille processioner mod himlen — nogle nøgne, andre kranset af gamle træer, der løfter deres snefyldte grene mod lyset. Solen, lyset og sneen kan noget ganske særligt. Herude på landet er stilheden ikke tom. Den er fyldt med små lyde, der kun kan høres, når sneen har lagt sin dæmpende hånd over alt; en fjern krage, der kalder; den bløde knitren under ens egne skridt; vinden, der bevæger sig så langsomt gennem landskabet, at man næsten kan se den. Når solen rammer sneen rigtigt, giver markerne et skær tilbage, som om de selv sender en tak. Hornsherred bliver et maleri — et af dem, hvor penselstrøgene er brede og bløde, og hvor farverne er dæmpede for ikke at overdøve den stille fortælling, landskabet forsøger at fortælle. Og midt i alt dette sænker der sig en ro, som kun vinteren kan bringe. En ro, der finder vej under frakken, ind i brystet, og lægger sig dér som en varm hånd. Det er roen ved at høre til. Ved at stå i et landskab, der har set alt før, men alligevel tager imod én hver eneste dag som noget nyt. For sådan er Hornsherred også om vinteren; Et sted, hvor verden bliver enkel. Et sted, hvor stilheden taler. Et sted, hvor sneen ikke blot falder — den lander, blødt og venligt, og minder os om, at der stadig findes steder, hvor freden får lov til at være fred. Så husk at lukke øjnene, blot et kort øjeblik og mærk freden sænke sig over dig – freden starter i dit indre – lade den sprede sig i varme bølger til resten af verden.
