Vi lever i en højspændt tid, hvor ukendte droner svæver rundt i det danske luftrum og planter kimen til frygt og bæven i det danske folk og langsomt nærmer og sniger krigen i Ukraine sig ind i vores sind og dagligdag og hylderne i supermarkederne bugner for en kort stund med Prepper-kasser for dernæst, at blive revet ned af hylderne, – for vi skal være omstillingsparate og klar til strømudfald og forurenet vand og have kontanter klar, så vi kan klare os, – ikke hvis det sker, men når det sker, at Danmark blive ramt af fjenden.
Krigen i Ukraine trænger sig mere og mere på hos det enkelte menneske i Danmark og det bliver sværere og sværere ikke, at lade sig påvirke. Jovist ved vi, at vi er involveret med krudt og kugler og økonomisk bidrag og nogle ved også, at danske soldater uddanner civile ukrainske borgere i militærfærdigheder i England, så de kan drage tilbage til deres fædreland for der at tage kampen op mod fjenden. Men ved vi, at krig koster liv? Ja, i værste fald, dit liv! Ved vi, at vi ikke prepper for vores egen skyld, men for næstens skyld, så alle dem, der ikke kan klare sig selv, kan få hjælp af alle, der kan klare sig selv!
Forleden var jeg i Dagmar Biograf og se den danske film ”Herkules falder”, som handler om en dansk soldat ved navn Youssef, som lider af PTSD efter mange udsendelser og mange år i krig. Som hjemvendt veteran forsøger han at tilpasse sig det civile liv og rollen som familiefar. Men efter flere år med besvær at tilvende og tilegne sig det civile liv og efter en voldsom hændelse i hjemmet, hvor han næsten kvæler sit eget barn, bliver han stoppet i tide og får tilbudt en veteranplads på Strynø. Omgivet af natur og 5 andre krigsveteraner samt gode mennesker, som driver rehabiliteringsstedet, skal han finde sig selv igen. Eller som en ældre australsk veteran på øen siger til ham: ”Du bliver næppe den samme mand, du var engang Youssef. End ikke i nærheden af den mand, du drømte om at være i dette liv!”
Det siger sig selv, at det bliver en hård kamp for Youssef og den bliver ikke mindre nem, da en af hans tidligere gode venner og soldaterkammerat pludselig dukker op på øen og frister Youssef med en krigsmission i Afrika og gode penge. Nu står han over for sit livs sværeste valg; Skal han vende tilbage til slagmarken og det velkendte miljø og kaos, som han trives i og mestrer og som også var og måske stadigvæk er hans identitet, som kriger og soldat eller skal han blive på øen og finde styrken til at kunne begå sig i samfundet som civil borger og familiefar, – og dermed (gen)finde sig selv og sin identitet?
At sætte sig selv på spil og tage et valg er, at tage ansvar og forpligtelse for sit liv og de handlinger, der uvægerligt følger med valget og dermed også skyld. Men ikke at vove springet og tage valget er som Søren Kierkegaard i sit lille skrift: ” Sygdommen til Døden”, i en lettere omskrivning, skriver: ”At vove er at miste fodfæste et kort øjeblik – ikke at vove er at miste sig selv”. Hvad Youssef vælger at gøre, må man se i biografen og skal ikke røbes her!
Vi har sendt mange danske soldater ud i verdens brændpunkter og derfor har vi også mange danske veteraner, som har ar på sjælen og er diagnosticeret med PTSD og netop de veteraner har taget en beslutning om, at kæmpe for noget, der er større end dem selv og vi skylder dem ære og respekt – uanset vores politisk ståsted, – fordi de netop har trodset enhver frygt og angst, og sat sig selv til side for at tage kampen op mod det onde, for det gode. Vi skylder vores veteraner og deres pårørende, at vi bliver endnu bedre til hjælpe dem, for uden dem, ville vi ikke være dem, vi er.
Derfor håber jeg også, at mange vil se filmen, når den får premiere i november i de danske biografer og, at vi alle sammen vil besinde os og tage det ansvar på os, hvis eller når det sker, at Du skal hjælpe din næste, som er i nød, – for det byder din samvittighed og pligt dig, – at gøre!
