SELSØ: På gravstenen står der blot ”Karen”, men det ekstra opsatte skilt – ”Henrik Pontoppidans datter” – åbner for mange spørgsmål: Hvorfor ligger hans datter her? Hvorfor ligger Henrik Pontoppidan og Karens mor ikke begravet ved siden af? Og hvorfor døde Karen?
Disse spørgsmål kan besvares ved at fordybe sig i Henrik Pontoppidans liv og forfatterskab, hvilket lokalhistoriker Nanny K. Mortensen fra Skuldelev har gjort.
– Det lå bestemt ikke i kortene, at lille Henrik skulle blive en af landets største forfattere og modtage Nobels Litteraturpris i 1917. Han voksede op i en præstefamilie med 15 søskende, som nærmest kom trip-trap-træsko over 23 år. Moren var konstant gravid og havde selvfølgelig ikke overskud til at tage sig kærligt af sine mange børn, hvilket bestemt heller ikke var hans fars stærke side, forlød det.
Mod alle odds blev Henrik Pontoppidan alligevel en kærlig dreng og tilsat hans nysgerrighed og såkaldte urolige ben, blev det en åbenbaring for ham at flytte fra Randers og begynde på ingeniørstudiet på Den polytekniske læreanstalt i København. Han fik et værelse i Nyboder, forsøgte forgæves at komme med på en geologisk ekspedition til Grønland og gik lidt surt i studierne. 18 år gammel fik han lov til at hæve sin morfars opsparing til ham og tog på rejse i Schweiz, hvor han også begyndte at skrive på sit første teaterstykke, ”Hjemve”. Hjemme igen tog han et overraskende valg, fortæller Nanny K. Mortensen:
– Henrik tog toget til Roskilde, gik ud til Sankt Jørgensbjerg, hvorfra han hoppede ombord på færge- og postruten til Gershøj og tog på besøg hos præsten i Kirke Hyllinge. Og hvorfor netop her? Fordi hans far engang var huslærer på Skuldelev Præstegård og åbenbart havde fortalt den lille Henrik om sin spændende tid på Hornsherred, hvorfor Henrik nu selv ville opleve egnen.
Den unge forfatterspirer nød sin tid på Hornsherred med at hilse på landbobefolkningen og opleve naturen, hvor især landskabet ved Dejligheden i bunden af Bramsnæs Vig gjorde stort indtryk. Indtryk gjorde også den smukke landbodatter ved navn Mette Marie Hansen fra Aaskildegården ved Østby.
Henrik fandt hende meget interessant og mødte hende igen året efter, hvor han havde droppet ingeniørstudiet og var blevet lærer på sin bror Mortens højskole i Jørlunde syd for Slangerup.
– Der er Højskoledag og unge mennesker fra landet valfarter mod højskolen for at ”slå gækken løs”. Også Mette Marie bliver roet over fjorden af en færgemand for at være med, og her mødes de igen. Henrik følger hende senere tilbage til færgen og kan høre, at Mette Marie og de andre unge mennesker har en samhørighed, som han misunder og som han drømmer om, at være en del af, fortæller Nanny K. Mortensen og tilføjer: – Og det bliver han.
Mette Marie fik nemlig job på højskolen i Jørlunde, og snart mødtes de unge igen og ville giftes. Det frarådede dog både Mette Marie og Henriks familie, men parret blev gift i Selsø Kirke den 1. december 1881, og festen blev holdt i den flotte stue på Aaskildegården.
– Mange kender nok udtrykket ”globryllup” og forbinder det med, at folk tropper op i kirken og ser en vielse uden at være inviteret til den. Sådan var det ikke til Mette Marie og Henriks bryllup. Her stod alle vinduer ind til stuen vidt åbne, og hele Østby stod udenfor og gloede ind og kiggede med, da dette lidt umage par skulle giftes, fortæller Nanny K. Mortensen.
Mange på egnen kendte jo allerede Henrik Pontoppidan, da han tidligere havde gået rundt og talt med folk og søgt inspiration til sine bøger. De tog faktisk også venligt imod ham, fordi han var på ”deres side” og lovede, at han en dag ville bringe deres sag om dårlige levevilkår ind på tinge. Det skete dog aldrig, men befolkningens levevilkår på Hornsherred blev helt specifikt skildret i bogen ”Fra hytterne”, som udkom i 1887.
– Efter brylluppet i 1881 boede Mette Marie og Henrik i et lille hus i Jørlunde, hvor datteren Karen blev født den 16. oktober 1882. Herefter flyttede familien til Østby, hvor de bosatte sig i en lille undselig lejlighed i en af længerne på Baunehøjgaard. Her kom den næste datter, Johanne, til verden den 15. januar 1884, og ligesom ved Karens fødsel, så elskede Henrik Pontoppidan at blive far, for han var virkelig en følsom mand, fortæller Nanny K. Mortensen.
Desværre varede lykke ikke længe.
– I starten af 1885 bliver Karen syg. Hun dør den 8. marts af hjernebetændelse. Lægen i Skibby siger til Henrik, at det heller ikke er godt at bo i et fugtigt og klamt hjem, som deres hjem vitterlig var. Den besked giver Henrik Pontoppidan dårlig samvittighed. Efter Karens død går han hver eneste dag ud og sætter sig ved hendes gravsten på Selsø Kirkegård, fortæller Nanny K. Mortensen.
Trods det, at Henrik Pontoppidan nærmest gik i stå og ”smuldrede” efter Karens død, så fik han alligevel taget en beslutning og gjort noget ved den. Familiens fremtidige liv skulle ikke være i den fugtige lejlighed på Baunehøjgaard, og via en af hans utrolig mange kontakter, som han har skaffet sig igennem årene – som den nysgerrige forfatter og rejsende han var – så fik han familien indlogeret på Havreholm Slot ved Esrum, hvor sønnen Hans blev født sidst på året.
Året efter sluttede ægteskabet med Mette Marie også, da Henrik Pontoppidan tog med en ven til Klitgården Badehotel i Blokhus. Her forelskede han sig i ejerens datter, Antoinette Kofoed, og efter en fem år lang kamp og ”stritten imod” fra Mette Maries side, så blev parret endelig skilt.
– Det sker den 8. april 1892, og dagen efter bliver Henrik Pontoppidan gift med Antoinette Kofoed. Bryllupsrejsen går til Sydtyskland, Østrig og Italien og resten af livet præger nysgerrigheden og eventyrlysten fortsat parret, som gerne tager på mange rejser og bosætter sig mange forskellige steder i Danmark, fortæller Nanny K. Mortensen.
Rørvig i Odsherred blev dog et fast årligt rejsemål, og parrets datter, Else Cathrine, købte senere et sommerhus samme sted, hvor familien mødtes igen og igen. Glæden for Rørvig må have været stor, for da Antoinette Pontoppidan døde i 1928, blev hun netop begravet i Rørvig. Det samme bliver Henrik Pontoppidan, da han dør i en alder af 86 år i 1943.
Mette Marie Hansen dør i 1939 og begraves i Horsens, hvor hun i mange år har boet hos datteren Johanne. Lille Karen, som kun blev 2½ år, ligger derfor alene på Selsø, men dog på familiegravstedet, som fortsat tilhører Aaskildegaard i Østby – og det med Mette Maries lillebror, Kristian, og hans kone Ane ved sin side.
Henrik Pontoppidan
Født 24. juli 1857 i Fredericia, som den niende fødte i en søskendeflok på 16 børn. Forældrene var sognepræst Dines Pontoppidan (1814-1879) og hustru Birgitte Marie, født Oxenbøll (1824-1888). Pontoppidan debuterede i 1881 i Ude og Hjemme med fortællingen Et Endeligt. Samme år udkom debutbogen Stækkede Vinger, og i 1883 blev han tilknyttet forlaget Gyldendal med udgivelsen af Landsbybilleder. Igennem forfatterskabet blev hans største og mest kendte romaner følgende: Det forjættede Land (1892), Lykke-Per (1998-1904) og De Dødes Rige (1917). Bogen Fra Hytterne (1887) bør også fremhæves, da den skildrer livet i Hornsherred med følgende historier: Knokkelmanden, Naadsensbrød, Ane-Mette, Et Grundskud, Hans og Trine, samt Vandreren. I 1917 blev Pontoppidan udnævnt til æresmedlem af Den danske Forfatterforening og den 8. november samme år modtog han – sammen med Karl Gjellerup – den litterære Nobelpris.
