Helhedspleje på vej

Helhedspleje på vej
Døgnplejens social- og sundhedsfaglige medarbejdere støtter mange ældre borgere i Frederikssund Kommune med praktisk hjælp og personlig pleje - fremover på en lidt anden måde. Foto: Irene Scharbau.

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Når du som ældre borger i kommunen får brug for hjemmehjælp og personlig pleje, får du fremover tilbudt helhedspleje. Det sker som følge af den nye ældrelov, der trådte i kraft 1. juli 2025.

Med helhedspleje sætter kommunen borgerens behov i centrum. Fremover vil et mindre, fast team af social- og sundhedsmedarbejdere, sygeplejersker og terapeuter give borgeren mere sammenhæng i plejen.

Helhedsplejen omfatter personlig og praktisk hjælp, hjælp til rengøring, indkøb, tøjvask og hjælp til genoptræning. Du kan også modtage sygepleje sammen med helhedsplejen.

Dialog er vigtig
Medbestemmelse er en vigtig del af helhedsplejen. Derfor vil en tæt dialog mellem dig og medarbejderen, og måske også dine pårørende, fylde mere fremover, så støtten passer bedst muligt til dit behov og dine ønsker. Det gælder både tilpasning af støtten fra dag til dag, men også over tid.

Du har fortsat mulighed for at vælge, om du vil bruge kommunens Døgnpleje eller et privat firma, når du modtager helhedspleje.

Hjælp til selvhjælp
Helhedspleje skal hjælpe ældre borgere til at klare sig selv i hverdagen – mest muligt og længst muligt. Al støtte giver vi som hjælp til selvhjælp og for at du kan bevare dine fysiske og psykiske fær­digheder. Det kan for eksempel være støtte i fort­sat selv at kunne smøre mad eller hjælp til at kunne gå på trapper.

I første omgang er det nye borgere med behov for støtte i hverdagen, som får helhedspleje efter den nye ældrelov. Du får også helhedspleje, hvis du efter et hospitalsophold eller sygdom får behov for markant anden pleje, end den du har i dag.

Får du hjælp i dag, skal du ikke gøre noget. Du vil automatisk høre fra Visitation og Hjælpemidler, når du skal skifte til helhedspleje.

Omkring 1.600 ældre borgere får årligt pleje, støtte og genoptræning i Frederikssund Kommune.

/TS

Andre artikler fra denne uge