Læserbrev
Af Jørgen Bech,
Venstre
Man kan i lokalavisen læse hvordan den nuværende borgmester tager æren for at Region Hovedstadens råstofplan 25 nu er blevet lidt mindre end den oprindeligt var tænkt!.
Selvfølgelig hilser jeg det velkomment at hun kan afse tid til at skrive en artikel i lokalavisen, hvor hun klapper sig selv på ryggen. Når man har været helt tæt på protestgruppen og alt det arbejde, som borgergruppen imod grusgrave, har lagt for dagen, så virker den nuværende borgmesters artikel dog malplaceret.
Borgergruppen har selv lagt utallige timer, penge og hårdt arbejde med underskriftsindsamlinger fra dør til dør, med samtaler og breve til regionspolitikerne, pjecer, møder og breve til miljøministeren, med foretræde for regionens politikere og en masse andet.
Men der er een, som vi intet har hørt fra: Nemlig den nuværende borgmester. Hun har ikke endnu skrevet under på protesten og har på intet tidspunkt mødtes med protestgruppen. Det har alle andre partier i byrådet ellers gjort.
Kampen mod de mange grusgrave er ikke slut endnu. Så det er bestemt ikke for tidligt at den nuværende borgmester melder sig aktivt ind i kampen. Det er vi flere der vil hilse velkomment.
Udkastet til Råstofplan 25 er reduceret, men skal først godkendes i Regionsrådet, hvor den sendes i høring 15. maj. Derfor skal vi fortsætte kampen for at få alt lagt frem, så alle borgere forholder sig til den.
Protestgruppen sender igen en delegation til Regionsrådet den 13. maj.
Vi ved der skal bruges grus til byggeri, men alt behøver jo ikke at komme fra vores kommune Realiseres planen, vil den ødelægge større værdier for borgerne end værdien af det opgravede grus. Og perspektivet er jo desværre at det ikke stopper med Råstofplan 25.
Hvor meget skal borgerne i Frederikssund Kommune tåle?
Hvordan vil regionen reducere krav om konstant at skulle udlægge nye grusgrave?
Hvad vil regionen gøre for at sikre en landspolitisk råstofstrategi?
Vil regionen skærpe kravene til gravetilladelser samt øge kontrol og sanktioner?
Hvordan stiller regionen sig til maksimalt at give 5 årige gravetilladelser med efterfølgende nænsom genskabelse af landskaberne?