HORNSHERRED: LAG Fjordlandets bestyrelse har efter forårets ansøgningsrunde besluttet at uddele 1,1 millioner kroner til fem spændende projekter. Bestyrelsen modtog ansøgninger for samlet 2,4 millioner kroner. De mange penge fordeles på følgende fem projekter:
Eudaimonia Coffee & Ceramics I/S støttes med 226.000 kroner til at udvikle og opskalere deres forretning med kafferisteri og kaffevogn ved Orø-færgen, samt keramik og keramikkurser.
De har blandt andet fået støtte til at indkøbe en større kafferister, inventar og køkkenudstyr, drejebænke samt løntilskud til at ansætte en medarbejder i kaffevognen.
Lejre Tennisklub støttes med 177.866 kroner så de kan opføre to padelbaner i samarbejde med Lejre Kommune, som finansierer den ene bane.
Østby Bådelaug støttes med 400.000 kroner, så de kan færdiggøre den gamle og meget smukke jollehavn i Østby.
JARNVED K/S – Svanholm Gods støttes med 78.623 kroner til deres forsøg med at åbne stedet mere op og tilbyde glamping til turister. De har blandt andet fået støtte til indkøb af telte, trækvogne til gæster og indretning af stisystemer.
Endelig støttes Sæby Bylaug med 226.475 kroner til genetablering af naturlegepladsen i Sæby i en ny og tidssvarende udgave.
Halvdelen får støtte
Forperson i LAG Fjordlandets bestyrelse, Alice Nielsen, opfordrer alle med et godt projekt til at søge LAG-midler.
– De fem projekter illustrerer på bedste vis forskelligheden i det vi støtter – og den bredde der er i mulighederne. Vi støtter både projekter til fremme af erhverv og bosættelse med indkøb af udstyr, renoveringer/ombygninger, indkøb af viden og projektansættelser mv. på samme tid. Man har i udgangspunktet også to år til at gennemføre sine aktiviteter, og der er mulighed for at tilpasse og ændre projektet undervejs. Der er heller ikke krav til virksomhederne, som fx at CVR-nummeret max må være tre år gammelt, som det er tilfældet i andre støtteordninger. Og omkring 50 procent får støtte, så chancerne er gode. De to projekter med tennisbane og jollehavnen er desuden gode eksempler på, hvordan kommunerne samfinansierer med LAG-midler, så vi sammen kan understøtte den lokale udvikling, siger hun.
Der er to ansøgningsrunder årligt – en i foråret og en i efteråret, og næste rundes frist er 16. sep. 2025.
Har du et spændende projekt, der kunne være interesseret i at søge støtte, så kontakt koordinator Jesper Risom på tlf. 31 17 88 20 og koordinator@lag-fjordlandet.dk hurtigst muligt for en indledende snak. Han kommer gerne ud på besøg – og sparrer igennem hele processen.
/TS