Godt begyndt – men hvorfor stopper vi her?

Godt begyndt – men hvorfor stopper vi her?

Læserbrev

Af Hans Andersen, byrådskandidat for Venstre, Folketingsmedlem

Et stort tillykke til de unge, som efter sommerferien starter i fritidsjob i vores børnehuse. Det er et fantastisk skridt – for både de unge, børnene og kommunen. Også de fritidsjob, som nu er skabt på vores plejehjem, er et klart bevis på, at det kan lade sig gøre, når viljen er der.

Men vi må ikke tro, at opgaven er løst. Mange unge har allerede fritidsjob i private virksomheder. Men der er mange flere unge i Frederikssund Kommune, som gerne vil have et fritidsjob – og som har brug for chancen for at komme i gang.

Et fritidsjob er ikke kun ekstra penge på lommen. Det er en nøgle til ansvar, erfaring, selvtillid og sociale kompetencer. Det er en vej ind i fællesskabet på en arbejdsplads – og en investering i unge mennesker, der på sigt kan blive vores nye pædagoger, SOSU’er, teknikere eller kulturmedarbejdere.

Der er oplagte muligheder, vi endnu ikke har taget i brug: biblioteker, kulturhuse, kantiner, teknisk service – ja, alle de steder hvor unge kan løse opgaver inden for rammer, der er trygge og lovlige. Det kræver planlægning og lidt midler, men vi ved jo, at gevinsten rækker langt ud over udgiften.

Hvis vi som kommune virkelig vil gå forrest, skal vi tænke bredere og modigere. Ikke nøjes med enkelte projekter – men skabe en kultur, hvor det er helt naturligt, at kommunale arbejdspladser også er for vores unge borgere.

Vi er kommet godt fra start. Lad os bruge den energi til at sikre, at mange flere unge får muligheden. For de fortjener det – og vi har brug for dem.

Andre artikler fra denne uge

Den store flugt

NaturEkspressen åbenbarede Hornsherred for ukrainske flygtninge. Af Tomas Skov HORNSHERRED: Der er høj sol over Herredet, da NaturEkspressen sætter fra

Læs mere »

Ny sæson med Seniorbio

SKIBBY: Efterårets første forestilling i Skibby Kinos Seniorbio bliver 1.-2. september kl. 13.30 med den danske film ”Mørkeland” fra august

Læs mere »