FREDERIKSSUND: Er du nysgerrig efter at vide mere om, hvad Frederikssund Kommune foretager sig for klimaet – og om hvilke benspænd der måtte være undervejs? Kommer der solceller op, hvordan kan du som borger hjælpe til, og hvad gør kommunen for at klimasikre?
Frederikssund Klimaforening afholder generalforsamling torsdag den 9. april kl. 19:00 i Elværket. Her er 2. viceborgmester og formand for teknik og miljø, Tina Tving Stauning, inviteret til at fortælle om klimapolitikkens status og historie i kommunen og om hvilke indsatser, der er i gang – også i forbindelse med klimasikring.
Ved generalforsamlingen kan du også høre om Bedsteforældrenes Klimaaktion og se relevante korte film.
Frederikssund Klimaforening har siden 2009 været aktive med at udbrede viden om klimaforandringerne og konsekvenserne deraf – og for lokalt at nedsætte udledningen af CO2.
Alle er velkomne – der er gratis kaffe/te og kage.







