Af Bjarne Svegaard
HORNSHERRED: FC Hornsherred (FCH) var sikker på forbliven i Serie 2, Pulje 3, inden den afsluttende kamp lørdag på HOMEPARK mod Karlslunde IF (KIF), der til gengæld skulle vinde for at være sikker på oprykning – og vandt med 3-0, medens FCH sluttede på 5. pladsen.
To mål på to minutter
Et meget opsat KIF-hold lagde ud med et enormt pres og meget fysisk spil. Efter 16 minutter fik FCH ikke sparket væk uden for feltet, og det straffede KIF straks til 1-0. Til gengæld var heldet med to minutter senere, da den kraftige medvind på det nærmeste bar vinden i målhjørnet på et langskud. FCH fik mere spil, da KIF nærmest gik over til et seksmands forsvar, men målene udeblev og det forblev 2-0 ved pausen.
Ringe dommerindsats
Da det gik op for FCH, at selv glidende tacklinger med knopperne forrest ikke blev straffet af dommer Lars Overholdt, udviklede resten af kampen sig nærmest til et utal af grove frispark. Der burde dommeren have sat sig i respekt med gule kort for derigennem at hindre de mange spilstop, som endte med flere skadede spiller.
Fra en meget spids vinkel blev det 3-0 efter 85 minutter på en bold, som Simon Bertelsen fejlbedømte. Da man troede, at dommeren havde glemt de gule kort, trak han pludselig et kort op til hvert hold i de sidste minutter, da alt var afgjort.
Kontrakten forlænget
-En ærgerlig måde at slutte på, selv om sejren var fortjent. Jeg var absolut tilfreds med vor indsats, mod et meget fysisk spillende hold. Nu skal vi til at kigge indad, og forberede os på et godt set-up til forårets turnering, sluttede cheftræner Dennis Kelm Vendelbo, som har forlænget kontrakten med FCH for foreløbig det næste halve års turnering.











