FCH fik 1-1 i et uskønt topopgør

FCH fik 1-1 i et uskønt topopgør
Rækken af spændingsmættede kampe fortsætter, når FCH på lørdag klokken 14.00 møder puljens nummer fem.

Af Bjarne Sveegaard

HORNSHERRED: Spændingen i toppen af Serie 2, Pulje 3, bliver ikke mindre af, at topopgøret lørdag på Gislinge Stadion mellem Gislinge BK (GBK) og FC Hornsherred (FCH) endte 1-1. Selv om FCH fortsat fører med 14 point, er der kun to point til nummer fire, Karlslunde IF.

Snydt for straffespark
Ved stillingen 0-0 havde de fleste af de 120 tilskuere regnet med et straffe, da Malthe Song Toftegaard blev nedlagt i feltet. Det havde dommeren dog en anden mening om. I en noget nervøs indsats med mange boldtab af FCH blev det alligevel 0-1 efter 40 minutter. Efter godt opspil med sidste aflevering af Malte Song Toftegaard, skød Mikkel Song Wiegaard bolden op i målhjørnet.

Hurtig udligning
Der gik ikke mange minutter af 2. halvleg før det blev 1-1. FCH tabte bolden langt oppe på banen, og spillerne nåede ikke med tilbage, og et skud i målhjørnet kunne målmand Simon Bertelsen ikke gøre noget ved. Det var i øvrigt først anden i seks kampe, han blev passeret. Den meget dårlige bane havde sin del af skylden for, at det blev en rodet og alt for hårdt spillet kamp, som kun kostede et gult af sig, som gik til GBK. Til gengæld fik FCH to nøglespillere skadet, og de er tvivlsomme til næste runde.

– For at sige det råt for usødet havde vi en kollektiv offday. Der er ingen tvivl om, at hjemmeholdet havde mest spil, mens vi havde de største chancer. Selv på en elendig bane er vi skuffede over egen præstation. Her havde vi chancen for at stikke lidt af, så den advarsel må vi tage til os, sagde cheftræner Dennis Kelm Vendelbo.

Rækken af spændingsmættede kampe fortsætter, når FCH på lørdag klokken 14.00 møder puljens nummer fem, Fløng-Hedehusene på Skibby Stadion.

Andre artikler fra denne uge

Jul i vandkanten

Af Tomas Skov GERSHØJ: Selv i Gershøj kommer vinteren før eller siden, og derfor har kromutter Trine Borre lagt to

Læs mere »