FC Hornsherred er stadig tophold, og nu venter et topopgør

FC Hornsherred er stadig tophold, og nu venter et topopgør
FC Hornsherred er stadig det eneste ubesejrede hold i Serie 2, Pulje 3, efter 5. runde af i alt 11 kampe i turneringen.

Af Bjarne Sveegaard

HORNSHERRED: FC Hornsherred (FCH) er stadig tophold, og det eneste ubesejrede hold i Serie 2, Pulje 3, efter 5. runde af i alt 11 kampe i turneringen. Det skete med en 2-0 sejr over Undløse BK (UBK) lørdag på Møllegårdens Stadion i Jægerspris.

To mål af topscoreren

Gæsterne har ofte voldt FCH store problemer, og vundet tre af sidste fire opgør. Derfor var FCH ekstra opmærksomme i starten. Der gik dog kun 11. minutter før Julius Mølsted-Ylönen, lagde et perfekt skift til topscorer Mikkel Song Wiegaard, der var kold som den berømte brøndgraver i afslutningen, og så stod det 1-0 på Mikkel Song’s scoring nummer 75 i FCH-trøjen. Selv om UBK havde et par farlige opløb, var det FCH med en god boldomgang, der sad på kampen. Fire minutter før pausen udnyttede Mikkel Song Wiegaard igen en stikning denne gang fra Malte Song Toftegaard til 2-0.

Afbrænder fra UBK

FCH kørte 2. halvleg hjem på rutinen, og indsatsen nåede aldrig de store højder. Efter 80 minutter burde en af de få fejlplaceringer i FCH-forsvaret, have ført til en reducering. I stedet for at sparke bolden i mål var bolden nærmere ved at ramme hjørneflaget.

-Det var lidt af en rodet kamp, hvor 1. halvleg var ganske god, mens vi skuffede efter pausen. Jeg må dog atter rose forsvaret for en godt indsats bortset fra et par blottelser, var kommentaren fra cheftræner Dennis Kelm Vendelbo.

På lørdag klokken 15.00 er der et ægte topopgør, når FCH møder Gislinge BK på Gislinge Stadion. Gislinge, der er rykket op fra Serie 3, chokerede på det nærmeste, ved at vinde med de vanvittige cifre 8-5 over nedrykkeren fra serie 1, Roskilde KFUM på dennes hjemmebane.

Begge har en målscore på + 11 mål, så det må bliver en kamp mellem det bedste angreb og det stærkeste forsvar. Med et plus til hjemmebanen…

Andre artikler fra denne uge