SKIBBY: Succesen fra sidste år gentages, når brandstationen og kirken i Skibby inviterer til fastelavn søndag 15. februar kl. 10:30.
Sognepræst Jakob Holm byder indenfor i kirken til en fastelavnsgudstjeneste, hvor han vil komme ind på historien bag traditionen.
– Hvorfor holder vi fastelavn? Hvorfor klæder vi os ud? Burde vi faste? De spørgsmål vil jeg komme ind på i min prædiken, så vi ligesom har historien med, når vi bagefter skal slå katten af tønden – og hvorfor gør vi egentlig det, spørger sognepræst Jakob Holm.
Efter gudstjenesten går man over Selsøvej til Skibby Brandstation, hvor køllerne svinges mod de tre tønder fra kl. ca. 11:30. Én til de mindre børn, én til de større børn og én tønde til de voksne. Der er en krone til både til kattekonger og -dronninger samt og slik og mandariner til alle. Og alle naturligvis velkomne.
Når tønderne er slået ned – kl. ca. 12-12:30 – inviteres der på fastelavnsboller i sognegården overfor brandstationen. Her serveres der også saft, kaffe og te.
– Alt i alt håber vi på et par gode timer sammen – og husk: udklædning er meget velkomment både i kirken og på brandstationen, lyder det samstemmende fra Michael Thomsen og Jakob Holm.
/TS







