Det er utroligt populært i disse år, at dyrke slægtsforskning for at grave fakta frem om sin slægts historie – og den trend hoppede jeg med på for nogle år siden.
Egentlig var det én helt bestemt person, som jeg søgte oplysninger om, nemlig min oldemor. Jeg vidste, at min bedstefar voksede op hos en plejefamilie, fordi min oldemor døde ganske ung, da han var 7 år gammel. Min mor og hendes familie var yderst fåmælte om slægtskabet med den unge mor. Bedstefar var jo ”et uægte barn” som alligevel klarede sig fint, fordi han voksede op hos gode plejeforældre.
Men der var ingen oplysninger at få gennem familien – der blev simpelthen ”klappet i” hver gang jeg spurgte – og så blev jeg virkelig nysgerrig!
Min første handling var, via kirkebøgerne, at finde ud af hvornår min oldemor var født. Jeg vidste, at jeg skulle lede i nogle af de små sogne nordøst for Silkeborg i perioden 1875 – 1880. Jeg gik fuldstændig minutiøst til værks i Rigsarkivets base Arkivalier Online. Og bingo, ved en indførsel i den anden kirke, jeg undersøgte, fandt jeg min oldemors dåbsdag. Men ikke nok med det, i en kommentar yderst til højre fandt jeg følgende kommentar om min tipoldemor, skrevet af den lokale præst: ”Født for 3. gang uden at være gift!”.
Havde jeg været nysgerrig før, blev jeg det da endnu mere nu, så jeg fortsatte i samme kirkebog. Det helt store clou nåede jeg 2 år senere, da min oldemors lillesøster skulle døbes: ”Født for 4. gang uden at være gift”!
Forargelsen i det lille midtjyske sogn har helt sikkert været stor. Men ved at koble oplysninger sammen fra folketællinger, kirkebøger og lokale beretninger fra tiden, har jeg efterhånden fået stykket en beretning sammen om en kvindeskæbne, der i vores nutidige øjne er ekstrem, men som i datidens virkelighed nok ikke har været så usædvanlig endda.
Min tipoldemor var født på et fattigt husmandssted i 1848, hvor begge forældre var daglejere. Så derfor kom hun ud at tjene allerede som 12-årig. Hun har tilsyneladende været dygtig, for allerede som 18-årig avancerer hun til titlen: husholderske. Da hun er 22 år, bliver hun gravid med gårdens forkarl. Den lille pige, som er resultatet af graviditeten, bliver opfostret hos karlens forældre. Min tipoldemor fortsætter som husholderske på samme gård, mens faderen rejser fra gården lige efter fødslen. To år senere er den gal igen, denne gang med sønnen på gården. Min oldemor må rejse derfra og føder hjemme hos sine forældre. Det lykkes hende dog endnu en gang at få at arbejde som husholderske. Igen skal vi ca. 2 år frem i tiden, hvor min oldemor fødes og hvor præsten mister tålmodigheden med det, i hans øjne, løsagtige fruentimmer, og laver den famøse indførsel i kirkebogen, ”født 3. gang uden at være gift”.
Efter den fjerde fødsel må min tipoldemor aflevere de 3 små piger på den lokale fattiggård, hvor de lever det meste af deres barndom. Som efterkommer er det bestemt ikke rart at konstatere, at de er vokset op under så hårde vilkår. Det næste markante skifte i min oldemors turbulente liv, er at hun som 36-årig gifter sig med en 60-årig mand, ejeren af et lille husmandssted hvor hun er ansat. Bevæggrundene for giftermålet kan man kun gisne om, men mon ikke det har været tænkt som en form for beskyttelse. Rygterne om hende har bestemt ikke været gode. Jeg har også en fornemmelse af at, præsten har presset på for at få det ægteskab i stand. I ægteskabet føder hun endnu 2 børn, men hendes ægtemand dør dog allerede som 65-årig. Min oldemor bliver af hans familie jaget af gårde og må flytte på fattiggården, hvor hun bliver forenet med sine 3 første børn. Her bor familien i hvert fald i 5 år.
I slutningen af 1890’erne og i begyndelse af 1900-tallet bor og arbejder min tipoldemor igen som husholderske i et lille husmandshjem, som desværre har været præget af alkohol og vold.
Jeg møder hende igen ved folketællingen 1906 i Randers. Hun er netop flyttet ind hos sin søster og svoger, som havde en skomagerforretning. Ud af en kommentar ved folkeoptællingen, mener jeg at kunne læse en vis modløshed, på grund af det hårde liv hun har været igennem.
Heldigvis bliver hendes sidste år gode, og hun får sin egen lille nebengeschæft i forbindelse med skomagerbutikken i Randers. Hun dør som 74-årig, efter at hun i nogle år har boet i sin egen lejlighed med nogle fredelige sidste år i livet.
I et langt liv som min tipoldemor har levet, er der utvivlsomt mange mellemregninger, som man som efterkommer, ikke er i stand til at gennemskue. Jeg vil ikke opstille hende som et offer. Men hun har tydeligvis været en kvinde, som ønskede at gå sine egne veje og som i flere tilfælde har måttet betale en høj pris.
Med denne lille historie vil jeg opfordre til at gå i gang med slægtsforskningen, hvis der er en person i slægten, man har lyst til at kigge nærmere på. Selvom resultatet ikke er lyserødt, ville jeg ikke undvære den viden, jeg nu har om min tipoldemor.
